Sidder her og bliver rørt over hvor heldig jeg er! Jeg har verdens sødeste og dejligste mand, som vil hoppe på tungen hvis jeg bad om det! Godt nok skælder han mig ud engang imellem, men det er dybest set min egen skyld? Af og til tror jeg at være en blæksprutte, der både kan det ene eller andet på samme tid! Så kommer pegefingeren og "sku" blikket, med formaninger om at huske at tænke på mig selv! Har også fået et løftet øjenbryn efter jeg er kommet hjem fra sygehuset.

Operationen gik efter bogen, og jeg kom rimelig hurtig til hægterne igen! Bedøvelsen blev hængende noget tid, og havde ingen følelse i højere ben, men ned og ryge skulle jeg! Sygeplejersken sukkede opgivende, men ved hjælp af min mand kom jeg ned i kørestolen, og ud i den friske luft! Dagen efter blev droppet med bedøvelse, samt kateteret fjernet, og jeg var klar til at tage hjem. Dette mente den emsige sygeplejerske ikke, som jeg åbenbart har gået i parallelklasse med engang! Kan af gode grunde ikke huske hende, da jeg ALDRIG var der? Nå men så hun sagde skarp " når du selv kan tisse, så må vi se." Øj jo, så drak jeg 3 liter saftevand-hvilket blæren naturligvis gav efter for! Berettede som et lille barn stolt-kunne ikke dy mig- at nu havde jeg tisset og slået 5 prutter ! Ej dette kunne få et smil frem på hendes læber, som stramtantet sagde, at det ville hun notere i journalen! Spurte flere gange til stuegang, men da der kun var en læge (til hele huset inkl. fødegangen) kunne det tage noget tid! Den emsige havde vist rykket efter hende flere gange-hvilket først lod sig gøre kl. 22.00. Vi talte lidt sammen og hun fjernede den forbinding, som jeg kunne se i hendes øjne skulle have været fjernet tidl. Men skidt pyt - jeg blev løsladt...

Selv om jeg kun var væk i halvanden døgn, er der ikke noget bedre end komme hjem. Claus hentede mig i Mercedes 'en - hvor der er lædersæder, så jeg bedre kunne dreje ind! Smiler lidt ved tanken om, at det ofte er fremgangsmåden vi bruger ved ældre der er dårlig til bens! Vel hjemme, gik Claus først ind og lukkede hundene ned i natgangen. Specielt Hubert havde været særdeles uforstående overfor at jeg ikke havde været hjemme! Satte mig på en stol i spisestuen, og løverne blev lukket ud af buret! De var fuldstændig kulleret, og gensynsglæden var gensidig!

Jeg prøver at passe på, selv om det er svært! Ingen tvivl om, at de hæfteklammer i maveskindet nok skal få mig til at reagere! Vil for alt i verden ikke ind til emsige igen?