Det skal ud, og den første måde at udtrykke det på er ved dette franske: Je n'accuse pas!
Det skal fastholde meningen med udfordringen og undgå misforstålsen om anklage - også selv om det vagt hentyder til det berømte brev J'accuse!

Gårdsdagens dagbog vil blive videreført her - temamæssigt. For nu vil jeg finde ud af det der med handicappede og de anderledes ting!!!

Men hvad Émile Zola og Dreyfus-affæren har med dette at gøre, må jeg jo anfange en forklaring på.
Man lærer, at Émile Zola forsvarede Dreyfus, da denne anklagedes for forræderi. Brevet er prominent grundet formuleringen - simpelthen!

Sagen mod Dreyfus kalder Zola antisemitisk, men udgangspunktet her i dag er den just nævnte, prominente formulering: det enlige forfatter-jeg mod den siddende magt. (Fnis, man fristes til at lave lidt om på revolutionens slagord...Liberté, Egalité, Fraternité...et maintenant...Responsabilité! (Den anden lighed, som jeg forsøger at etablere, når jeg her insisterer på at fundere og påtage mig et ansvar, for jeg mener naturligvis, at Zola påtog sig et ansvar).

Gud forbarme sig! Jeg snakkede jo netop om Je n'accuse pas!
Så min enlige holmgang mod den gængse opfattelse af, hvad der er nyttigt at vide, er indtil videre det eneste der, sammen med ansvaret, passer med Zolas formulering...si je n'accuse pas!!! Jeg vil nemlig bestræbe mig på at insistere i stedet ;O)
Når jeg alligevel bruger Zolas J'accuse som udgangspunkt, så er det for at afsløre, at det ubestrideligt kommer fra indignationens kilde, det hverken kan eller vil jeg fortie.

Hvad bliver der så tilbage?

1. Ansvaret.
2. Den enlige holmgang.

Attention si'l vous plait, det skal på ansvarlig vis således indskydes, før vi går videre: For dem, som ikke kan have min idelige kredsen om døden - som hellere forestiller sig det interimistiske for evigt...hm, indtil det braser sammen på den eklatante måde, man nu engang kan forvente af ting, man ikke har lyst at forvente det af...hm, har jo fortalt om sprængstofseksperter i den forrige dagbog, der blæser bygninger væk lige så snildt som illusioner for vinden (hvis DET da bare var blidt!)...nå, men de som ikke gouterer min idelige kredsen om den endelige evighed og den evige forandring, de er så velkomne til at sløjfe nærværende dagbogslæsning, prut!
Det bliver skrappe sager mes ami.

Hm, ansvar, hvad mener jeg om ansvar?
Det ansvar, man har som handicappet?
Omgivelsernes ansvar?
Ansvar for værdier?

...Se næste dagbog, kære ulve kom og spis...