Sidder her og venter på sundhedsplejersken... Ringede til hende igår for at høre, hvornår det egentlig var hun ville komme... Så nu kommer hun i dag.

Og stakkels Bo. Han skulle lige ind på sit arbjede i dag og ordne nogle papirer, men ville være hjemme her lidt i 2. Men nu har han lige ringet og sagt, at han faldt i søvn i toget (ikke så overraskende egentlig, når man tænker på hvor beskåret vores nattesøvn er for tiden), så nu kan han først være her 14.20...
Jeg håber derfor at hun er lidt forsinket, så han stadig når at være med.
Jeg har jo prøvet det hele før, og ved hvad jeg skal forvente mig af besøget, men for ham er det hele jo nyt, og jeg ved han var ret ked af udsigten til først at komme hjem tyve minutter inde i forløbet...

Men med hensyn til nattesøvn, så ser det bestemt ud til at gå i rigtig retning :)
Var ellers helt modløs igår, da jeg havde ammet ham der ved 8-tiden, for så at lægge ham over, og han i to timer bare græd (sådan rigtig højt græd - ikke bare en utilfreds halvgræden) hver gang han blev lagt over, på trods af at han jo ellers sov. Og det var skam heller ikke fordi han ikke tog for sig af retterne, når han var hos mig.
Vi prøvede at lade ham ligge, men tog liften hen og vuggede den lidt, men han bare græd og græd...
Til sidst sagde jeg de magiske ord:
"Jeg synes vi bare skal tage ham hen og falde i søvn på skulderen, og så når vi selv går i seng om en times tid, kan vi skubbe til ham og lade ham spise en sidste gang, og se om det så ikke går bedre med at lægge ham."
Jeg læner mig frem for at tage ham, men standser halvvejs i bevægelsen, fordi der pludselig er blevet stille... Helt stille...
Bo og jeg tør dårligt nok at trække vejret. Vi vugger videre på liften i fem minutters tid, og rykker så liften over i hans seng.
Stadig totalt stille...
Og så gik er heller ikke meget mere end 10 minutter før hans mor sov, og det fik jeg sandelig lov til helt til kl 1, hvor han så lige fik lidt mad en times tid, og så igen sov helt til kl 5, hvor jeg hapsede ham med ned i vores seng til lidt hyggespisning, den sidste time inden mit vækkeur ringede.

Jeg var ellers helt bekymret igår.
Lige efter at have skrevet sidste tekst færdig, skulle han lige have lidt mad, inden jeg skulle hente Helene hos en veninde.
Jeg havde det helt super fint, men da jeg så lagde ham ned, fik jeg det vildeste kuldekrampe angreb jeg endnu har prøvet... Det startede ligesom i brysterne og bølgede ud til resten af kroppen. Og jeg fik tre voldsomme bølger i træk...
Gennem resten af aftenen fik jeg flere gange lignende kuldekramper, og blev helt slået ud af dem.
Læste lidt op på brystbetændelse, og synes nu ikke det ligefrem lød som om det var det, men heller ikke som om det ikke var det... Så jeg fulgte alle deres råd, og pakede mig godt ind i en varm trøje, og Bo fyldte varmedunken til mig som jeg så sad med på brystet, inde under dynen ... Hold da op hvor jeg svedte!! Men det hjalp...

Hov, der kommer hun jo...