...skal man jo af med ind i mellem, også selvom man generelt er et positivt menneske.
Ud med galden og ud med galdeblæren.
Endelig fik jeg svar og definitiv bekræftigelse på det jeg havde regnet ud:
Jeg har galdesten. Ikke kun en, men utallige.

Sidste weekend, natten fra lørdag til søndag fik jeg mit 4. smerteanfald på under en uge. Denne gang var det ikke kun kvalme og smerter jeg var plaget af, jeg fik også 38,2 i feber.
Da jeg kontaktede vagtlægen for 4. gang den uge, sagde han det lød som galdeblærebetændelse og mente bestemt jeg skulle indlægges.
Han bestilte en ambulance, selvfølgelig uden udrykning, og så kom jeg ellers afsted til Holstebro. Jeg har aldrig været i en ambulance før. Markus blev spændt fast i liften på båren og jeg sad op, da jeg ikke kunne holde ud til at ligge ned.
Jeg glemmer det aldrig. Han kiggede så intenst på mig det meste af vejen derud. Så overtog nysgerrigheden dog og han stirrede på de forskellige instrumenter i ambulancen. Tilsidst faldt han i søvn. Den dejlige lille skabning! :)
Det var en rigtig cool Falck-redder der sad omme hos mig, og han sagde at så længe jeg ikke havde brug for en liggende transport skulle vi faktisk have kørt selv, men heldigvis havde de ikke så meget at lave lige på det tidspunkt, så det gik alligevel.
Det var trods alt også lægen der havde bestilt transporten.
Vi fik en snak om de unges ændrede mentalitet i nattelivet og lidt af hvert.

Da vi ankom blev jeg undersøgt både foroven og forneden og kom i en seng.
Markus var vågen på det tidspunkt og meget smilende og kontaktsøgende.
Det var han også inden vi kørte.
Om søndagen ugen inden var jeg jo hos vagtlægen på sygehuset, og der parkerede vi junior hos naboerne.
Han sov indtil vi kom tilbage og jeg glemmer heller ikke, hvordan han kiggede på sin mor og far og smilede, da han vågnede.

På sygehuset aftog mine smerter, og jeg blev kørt ind på en stue på kirugisk afdeling. I mellemtiden var min kære mand ankommet.
Klokken var 4 om natten, da vi ankom til Holstebro.
Der blev redt op til ham og vi sov først ud på morgenstunden.
Jeg var indlagt 4 dage. Fra søndag nat til onsdag aften.
Først om tirsdagen fik jeg lavet en ERCP, hvilket betød jeg ikke måtte amme i 24 timer. Det var den bette ikke så tilfreds med, men han skulle jo nødigt sløves af medicinen.
Han var meget populær blandt plejepersonalet og de tog sig da også af ham da jeg fik min undersøgelse, selvom det ikke var en del af deres arbejde.

Jeg anede ikke før tirsdag aften at vejret havde været noget så lunt og dejligt.
I det hele taget har jeg ikke fået mulighed for at nyde sommervejret i år.
Fra sygehsets 9. etage havde man et godt overblik over verden og alting virkede trygt. Livet derude kom en kort overgang på afstand. Her var man sikker og lukket inde i sin egen lille osteklokke.

Igen tog min søn hele situationen med ophøjet ro. Han nød det og nød de mange nye ansigter, lyde og lugte.

På fredag skal jeg indlægges igen, og der skal jeg have fjernet min galdeblære helt.
Jeg blev scannet om søndagen på sygehuset, hvor sygeplejersken kunne konstatere masser af galdesten.
Under ERCP'en havde de ikke fundet sten i galdegangene, men grus.
Der er ingen tvivl om at der har været sten, der har sat sig fast, når jeg har fået smerter.

Jeg har fået god behandling og en gammel 20 årig drøm om at komme på hospitalet er blevet opfyldt. :D
Som barn ønskede jeg at blive syg og komme på sygehuset og blive passet.
Da jeg aldrig har fejlet noget og kun været indlagt i forbindelse med at skulle føde min søn og få foretaget abort, så har jeg aldrig ligget på sygehuset.

Nå, sengen kalder...godnat! :)