Så er arbejdsdagen slut. Er lige logget ud af arbejdscomputeren, blot for at tænde min egen pc. Det er fordelen ved at arbejde hjemme, skiftet fra job til fri er hurtigt.

Mentalt stemplede jeg nu for en halv times tid siden, da der dukkede fire dådyr op i skovkanten. Modigt gjort eftersom jagten vidst går ind netop i dag, men det er de selvfølgelig lykkeligt uvidende om. Det lader til at være faldt i deres smag, at jeg lod et mindre stykke af markkanten ved skoven være sidste efterår, og har bare ladet græs og ukrudtet gro sammen med en smule majs. Og så plantede drengene nogle pæretræer, de fandt på spot i den lokale Rema eller Netto. De syntes selv det var en vældig god gerning, for de måtte jo elske pærer, eftersom de skamferede dem vi havde sat i køkkenhaven. Måske har de ret, det er i hvert fald nogle sølle pinde de står tilbage, mens de fleste i køkkenhaven igen begynder at komme igen. Jeg tænker det hjalp jeg lukkede hullet i hækken, så der ikke længere er adgang for "ubudne gæster".

Så kom regnen og dyrene trak ind i skoven igen. Jeg burde se at komme i omdrejninger, men lige i dag er batteriet tomt efter en lang hektisk periode. Drengene er med en kammerat i badeland, og kommer først hjem søndag eftermiddag. Så Abbi og jeg er alene hele weekenden. Bort set fra, at jeg har lovet Bent at se på hans nye pc i morgen formiddag, har jeg ingen planer eller forpligtelser før tvillingerne igen er på matriklen. Og de skal sikkert bare fodres, før de forsvinder på værelser for at game.

Jeg satte Bents pc op i tirsdags, som gengæld for al den hjælp jeg har fået fra ham, hen over sommeren og høsten. Sikke et slid det har været med høsten i år, ikke bare fysisk men også mentalt. Hvor har jeg dog tit overvejet, hvad det fornuftige er i have et fuldtidsjob ... og så et mere i sin fritid? ét som gør, at man konstant er afhængig af vejret, og flytte ferie og arbejdstider for at enderne til at nå sammen. Den eneste grund til, at håndklædet ikke bliver kastet er, at jeg ikke ville give op og der med give dem der mener jeg skal give op ret. Og det er selvfølgelig en fuldstændig rationel og logisk grund til at blive ved! Men så længe det ikke går ud over tvillingerne eller de store, har jeg sat mig for at blive ved.

Takke være Hans, har jeg en kæmpe goodwill ved stort set alle i nabolaget, eller nok nærmere, jeg kan trække på alt den goodwill Hans har optjent igennem flere årtier. Selv om hun aldrig siger noget, er jeg nu sikker på Marie har en finger med kulissen. Jeg er bare dybt taknemmelig, for al den hjælp og rådgivning jeg får, for jeg har for længst erkendt jeg håbløs bagud på alt for mange områder. Jeg kan kun forsøge at give igen hvor jeg kan bidrage, hvilket sørgeligt hvis primært er når der skal bruges muskel eller maskinkraft... eller hvis der en sjælden gang er brug for computerhjælp, som nu.

Jeg er absolut ikke god til at stå i gæld til andre, men sådan må det være i øjeblikket, selv om jeg helst vil være den, der har en tjeneste eller to til gode.