Så er ungerne rejst, og velankommet hos deres mor. Jeg snakkede med dem for en times tid siden, de var i højt humør - specielt efter jeg havde forsikret dem om, at jeg selv havde det godt.

Middagsaftalen med Rikke lavede hun om, så hun istedet for kom her allerede om eftermiddagen. For da hun hørte om mit uheld med hånden, ville hun absolut komme og hælpe med hestene og stalden. Hvilket jeg først sagde nej tak til, men det ville hun ikke høre tale om. I det hele taget jeg er blevet dybt overrasket over hende - typisk mig - jeg tror at jeg kender folk, at jeg ved hvordan en person "er", og så viser det sig alligevel, at jeg intet ved. Jeg har altid opfattet Rikke som en dannet og intelligent pige. Skarp og lige på og hårdt. Men også meget som en café pige, feminim og alt korrekt påklædt efter sidste mode.

Men hun er så meget andet...

Ikke at jeg er forelsket, ah, måske lidt, jeg er bare mest af alt overrasket over, at jeg er så dømmende, at jeg ikke altid ser folk som de er. Jeg smiler stadig for mig selv, over at ha set Rikke iført gummistøvler og min gamle sweater, mens hun svedende knoklede med trillebøren. Det, og så at vi endte med at snakke det meste af natten væk... som havde vi kendt hinanden altid. Det er i virkeligheden nok det, der har rørt mig allermest - og det jeg savner ved at være to; at man kan tale om de aller inderste drømme og tanker - uden omsvøb. På det punkt har jeg virkelig fundet en ven, der kan tænker på samme måde som jeg gør. Og som jeg har turde betro mig til... Men som også udfordrer mig, på en positiv måde. Tror det er længe siden jeg har følt mig så levende, som da hun kørte hjem i formiddags. Indrømmet, vi har sovet sammen... men kun sovet, absolutet intet andet... og det har været pragtfuldt.

Glæder mig til at se hende imorgen igen. Måske, og kun måske (desværre) bliver hun julen over. Jeg har sagt hun hellere end gerne må tage hundene med... hun har to collier.. som erstatning for børn, hendes egne ord... men selvfølgelig er der plads til dem her. Kunne være fedt, hvis det falder i hak - ikke at jeg havde noget imod at skulle være selv, jeg havde helt vænnet mig til tanken, og også lidt glædet mig, men det har Rikke så fået vendt op og ned på. :-)