Måske er det for meget at kalde det en drøm. Ren faktisk er det jo et mareridt; et af den slags der virker som tortur af den værste slags. Selv om det nu har stået på i flere uger, er jeg blevet ved med at skubbe tanken om det fra mig, når jeg er vågen. Men det her kan ikke forsætte, jeg er efterhånden begyndt at frygte at gå i seng, orker ikke at blive pint igen, så nu håber jeg du ved at lægge øre til kære dagbog med at det ud af systemet, og skaffer mig en rolig nat.
Hver eneste nat har jeg været plaget af den samme drøm. Jeg er til frokost hos nogle bekendte sammen med min kæreste. Vi sidder i stuen i hver sin sofa, rundt om os står de andre gæster. Jeg fornemmer de snakker sammen, men jeg kan intet høre, der er fuldstændig stille, som om jeg var døv. Jeg sidder blot tavs og kigger ud i luften, som en voksenfigur. Jeg kunne lige så godt have været usynlig, for der er ingen der bemærker mig.
Tavsheden bliver brudt at en fyr der kommer hen og sætter sig ved siden af min kæreste. Jeg kan se at de begynder at snakke sammen, og det er tydeligt at de på bølgelængde, for de begynder at grine. Jeg er stadig døv. Og da jeg forsøger at blande mig i deres samtale, opdager jeg, at hverken kan bevæge mig eller få en lyd over mine læber. Jeg må blot sidde stille, som inden i en osteklokke af lydtæt glas. Jeg er blot en tavs tilskuer til hvad der foregår. Efterhånden begynder folk at forlade stuen, tilbage er der kun mig - og min kæreste og fyren. De morer sig stadig og har det tydeligvis rart sammen. Han rører hendes hånd, og lidt senere lægger hun blidt en hånd på hans kind. Den hånd jeg kender så godt, nusser nu en fremmed mands kind. Han smiler og bøjer sig frem for at hviske hende i øret. De rejser sig begge og går hånd i hånd ind i et tilstødende rum, som jeg bare ved er soveværelset, selv om jeg aldrig har været i huset før. De lukker døren bag sig, og pludselig har jeg fået hørelsen igen.
Selv om jeg ikke længere kan se dem, kan jeg udmærket høre dem, og lydene fortæller alt. Jeg kender min kærestes lyde fra de mange gange vi har elsket sammen. Nu hører jeg de velkendte lyden igen, hun er bare ikke sammen med mig. Jeg kæmper af alt magt for at komme op af sofaen, men jeg kan ikke røre mig, jeg kan ikke så meget som at blinke med øjnene. Det eneste der bevæger sig i stuen, er tårerne der begynder at trille ned af mine kinder. Jeg forsøger at tage hænderne op for ørerne, for at slippe for lydene, men det er fysisk umuligt. Mit indre er i oprør, pulsen stiger og blodet pumper rundt, men udenpå er jeg fuldstændig ubevægelig. Smerten er ulidelig, som om selve glæden ved livet bliver taget fra mig. Igen og igen må jeg lytte til lydene, stønnene, og igen og igen græder mit hjerte. Verden bliver større og koldere imens jeg krymper og bliver mindre og mere alene i denne verden.
Endelig stopper lydene.
Kort efter kommer de igen ind i stuen. De smiler og ler stadig væk. De har røde kinder, uglet hår og glæden lyser ud af dem. I det samme de træder ind i stuen og lukker døren til soveværelset forsvinder lyden igen. Min kæreste sætter sig igen i sofaen og fyren sætter sig ved siden af hende. De snakker videre, og efterhånden kommer de andre gæster tilbage i rummet. Mit hjerte er knust, mit indre en stor grædende masse. Jeg kan stadig ikke bevæge mig, men jeg må ud derfra. På ny forsøger jeg at bevæge mig, kaster mig fra side til side i sofaen, men uanset hvor stor energi min desperation har givet mig sker der intet, jeg kan blot sidde der og se på min kæreste og fyren, sidde der, få meter fra mig. Jeg MÅ væk, jeg skriger alt hvad jeg kan – og endelig kommer der en lyd fra mig, et hjerteskærende skrig, der må få blodet til at fryse i alle gæsterne... og endelig, endelig vågner jeg, selvfølgelig badet i sved. Uvidende om, om jeg virkelig har skreget højt, eller om det kun var i drømmen. Jeg håber det sidste men frygter at jeg virkeligt skriger højt om natten.
Alt har været en drøm. Alt, bortset fra tårerne der har gennemvædet min hovedpude og den fortabte fornemmelse i mit indre, så har det hele blot en drøm. Kæresten i drømmen er blot en ex-kæreste fra forlængst svundne tider.
Alligevel rammer fornemmelsen af total tomhed og tristhed mig, akkurat som i drømmen. Men nu orker ikke det mareridt en gang til. Nu har du min kære ven lagt øre til. Jeg håber du derved har hjulpet mig til en nat uden spøgelser fra fortiden. Jeg vil meget hellere drømme om at være på en grøn ø, midt på et stort blåt hav. Jeg leger med ungerne leger i vandkanten, jeg kan høre deres latter og jeg kan bevæge mig frit og løbe efter dem mens de griner.. fanger dem på skift og kilder og krammer dem. Se det ville da være en drøm der var værd at drømme.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.