Lorte lort (Jeg må snart vænne mig af med at sige det). Je. har skrevet en sang om/til mig. Endnu en gang. Hvad gør han nu sådan noget fis for. Ihhj.
Hmm. Han skrev jo i sidste uge for at høre om jeg ikke kom til koncerten. Besluttede mig for at blive væk. Vidste at jeg ville blive mut, hvis jeg så ham, og det havde jeg ikke brug for. Og havde det egentlig fint nok med min beslutning - indtil jeg så billederne. Eller hans billede på MSN, hvor han spiller guitar. I det tøj jeg allerbedst kan lide ham i. Dumme dreng. Blev ked af det der i stedet for til koncerten. Flot Anne. Øv.
Men så skriver han igår, over MSN. Sender et link til en sang og siger jeg lige skal høre den.
Lytter til denne fantastiske melodi og tekst, som med det samme fanger mig.
Siger han har skrevet den om/til mig. At de havde spillet den i fredags, at den er blevet indspillet og sendt ind til tonsvis af radiostationer.
Lytter til sangen endnu en gang. Endnu mere intensivt til teksten denne gang. Lytter grundigt til hvert et ord. Fantastisk tekst. Men kan ikke finde ud hvor meget der ligger i den. Nogen steder lyder det som han savner mig som bare fanden, at han kan drukne i mine kys, mine arme. At han kan ligge med mig for evigt.
Mine læber er som et stof. Afhængig. Han vil ikke give slip. Jeg skal glemme alt hvad der er blevet sagt - det betyder ikke noget mere.
Åhh. Hvorfor sender han sådan noget nu. For pokker altså. Lorte lort.
Jeg tudede igår, efter jeg havde snakket med ham. Kunne ikke lade være.
Synes det var så sødt af ham, men på den anden side kunne jeg heller ikke se hvorfor han skulle vise mig den.
For at fortælle mig at den er blevet sendt ud til radioen? For at fortælle mig hvor dygtig han selv synes han er? Eller for at fortælle mig at han savner mig?
Arr. Kan han ikke bare sige det til mig i stedet. Jeg kan ikke have når han skriver sange til mig.
Og ved ikke hvorfor jeg begyndte at græde. Om det var fordi jeg kunne mærke at jeg savner ham eller om det bare var det hele. Ved det ikke. Kan bare slet ikke finde ud af.
Nu følte jeg endelig selv at jeg var kommet videre. Men nææ nej. Ikke mere.

Jeg har hele tiden sagt at det altid har virket som om at det var alt eller intet fra hans side af. Men har overvejet om det måske er omvendt. At det måske mere er mig der tænker 'alt eller intet'.
Det er ham der er kommet videre. Det var ham, der så mig som "bare" en ven.
Det var mig, som har brugt så lang tid på at slippe væk fra alt det der er sket. Mig der blev ved med at hænge fast. Lorte lort.
Ved ikke om jeg skal skrive til ham.
Har været i lidt underligt humør hele dagen. Har tænkt på at skrive til ham. Om vi ikke kan ses torsdag eller noget. Jeg kan slet ikke overskue noget for tiden - ikke bare med ham, men med alt. Har bare brug for at slappe af. Bare ligge i hans arme og sove. Slappe af. Lave ingenting.
Men er sgu nok stadig for stædig til at gøre det. Jeg vil være for stædig til at gøre. Han skal ikke tro jeg bare kommer rendene tilbage, bare fordi han skriver en sang. (At det så rent faktisk er det der egentlig er sandt, er en helt anden side af sagen). Arr. Kan ikke finde ud af. Ihhj.
---

Til konfirmation ved fætter i lørdags. Meget underlig konfirmation. Ved ikke om jeg bare er utrolig traditionsbunden, men efter mit hoved, drikker gæsterne sig ikke rokoko stiv til en konfirmation. Det var vildt. Det gik bare på ingen måde særlig lang tid før størstedelen af selskabet begynder at snakke og synge endnu højere end de gjorde da de kom. Selv min dejlige farmor var stiv. Hvilket jeg ikke synes var videre sjovt at se på. Konfirmandens far var fuld. Alle var fulde. Bortset fra os. (Ja, puds lige glorien). Vi skulle køre hjem samme aften.
Det var underligt at se sin familie, som man i forvejen kun ser højst 1 gang om året, hammer lamme.
Maden var ellers god. Anderledes. Min onkel er lidt finere end han egentlig er når det kommer til stykket. Så menuen stod på fransk og andre fine sprog. Men det smagte godt.
Til dessert stod den på rabarber sorbet og noget ti ra mi su, som jeg ikke anede hvad var, men håbede på noget godt, da rabarber ikke lød som noget jeg havde videre meget lyst til. Og til min store glæde, stod der et stor fad med hvid is blandet med noget der lignede chokolade oppe på bordet. Så op med en kæmpe skefuld is på tallerkenen. Min glæde ender dog hurtigt da min halvsøster spørger sin mor om "det der Tira mi su ikke er sådan noget kaffeis". Jo, ganske rigtigt. Det som jeg troede var en fantastisk chokolade is, viste sig at være kaffeis. Pokkers. Så jeg måtte stille min store is lyst med rabarber sorbeen. Øv.
Omkring ved en 20-tiden beslutter vi os for at begive os ud på den 3 timers lange køretur hjem. Selvfølgelig fik vi den sædvanlige "I må altså også snart komme på weekend hos os", "I burde komme noget oftere" og "næste gang i kommer skal vi altså finde ud af en bytur", fra familien. Det er de aftaler man begge godt ved aldrig bliver holdt. HVilket er rigtig ærgeligt. For ved at min farmor savner mig og min søster. Men vi har bare aldrig rigtig haft et fantastisk tæt forhold til hende. Og har en ide om at det er for sent nu. Nok dumt. Men ja.
Og min fætter ser jeg aldrig. Han er sgu blevet lidt af en smartass. Slikhår, D&G bælte og Gucci tøj. Utroligt. Han er sikkert en dejlig dreng. Har bare heller aldrig rigtig lært ham at kende.
Men min anden fætter, konfirmanden. Han er hundme blevet en pæn dreng. Men HØJ. Men rigtig, rigtig pæn. Og virker til at være en fuldstændig modsætning af sin bror. Men hvad ved jeg.
Turen hjem var lang, men det gik. Min søster og halvsøster valgte at rotte sig sammen, på samme måde som de gjorde da vi var mindre. "Nej Anne, gajoler er kun for voksne. Og du har bevidst at du åbenbart ikke kan håndtere dem endnu. Ergo må du åbenbart ikke være gammel nok". Hallo mand, bare fordi man tabte en enkel eller to, som så senere viste sig at sidde fast i min søsters kjole, betyder det da ikke at jeg ikke kan få en ny. Hulens.
Ellers foregik turen med at de prøvede at lære mig om kvaliteterne her i livet. Såsom hvornår bilerne må overhale, hvor stærkt man må køre hvor og hvornår solen går ned. For vi ved jo alle sammen at det er det vi kalder livskvaliteter. Hmm. :)
---

Jeg gider ikke at gå i skole mere. Der er ca. 2 uger tilbage. På de to uger skal vi have afleveret vores AT4 og påbegyndt SRO. Det kan jeg bestemt ikke overskue. Og kan ikke overskue at vi pludselig skal op i 2 mundtlige eksamner. Tak til Bertel Haarder.
Og tak til min psykologilærer som har givet mig et oplæg om Freud og udviklingpsykologien for. Jeg fatter nada, og valgte derfor at skrive herinde i stedet. Så fornuftigt er jeg nemlig.
Ej, jeg skal også igang. Pokkers.

Take care..