Mandag morgen ....hvorfor er det lige det altid er sådan en underlige morgen. det er dagen hvor alt kan ske godt og ondt .
Jeg hader de her mandage , hvor himlen er grå og regnen hænger i skyrene og den kolde vind når helt ind i min sjæl.

Min weekend har været dejlig , jeg har haft et puste rum , haft tiden til at lade lidt op mentalt , fået tænkt , fået vendt , fået mærket livet .
Jeg har dansede jeg har sunget jeg har grinet og haft det sjov ...jeg var så klar til den her morgen som jeg kunne være . Klar til at tag kampen op med endnu en uge på godt og ondt .
Ungerne stod op som de skulle uden alt formange sure miner , de havde glimt af glæde og veltilpashed i øjnen ..jeg nyder de morgner hvor , konflikter ved morgen bordet ikke eksister ( Hvad der tit er, med tre Teen børn i huset )
Jeg sider og kikker på dem alle tre , og surre det hele til mig nyder hvert eneste sekund ....uhmmm mine elskede børn ...store børn snart .
og huhej så er der gang i det hele ...og før jeg får ser mig om smækker døren efter den sidste ..og stilheden breder sig ....i hele huset ..tager en tår kaffe, vasker op , tager et bad , lister ind i soveværlset ....kikker på ham ..som han ligger der ...og mærker varmen fylde hele min krop og hele min sjæl ....lytter til hans åndedræt ,ved han sover ...og glædes ved at se det ...han har så meget brug for den søven ...den skal være med til at gøre ham rask igen ...løfter dynen og kikker på klokken ..kan godt putte en lille time tæt ind til ham ....uhmmm at mærke hans varme ligger armen om ham og lader min hånd vile på hans hjerte tæller hans hjerte slag ...mon det slår for mig ?..hans hjerte ....mærker min trished komme over mig ..for jeg har en gnavende tvivl ..jeg kæmper for at holde på afstand ..for vil hans sygdom skubbe mig væk ?
Jeg ved hvad deprationer gør ved mennesker ...har set det før ...har følt fustrationen over intet at kunne gøre , andet end at gribe ham når han falder .slipper de triste tanker og nyder bare at mærke hans varme ...mærke hans hjerte slå ...han rør på sig først bare en lille smule ....vender sig og skubber mig hårdt væk .....og det hele karkeler ..kan mærke tårene er på vej ..tænker bare ..nej nej ..jeg vil ikke græde mere orker det ikke ...det mørke og triste må ikke tage over ..han kikker på mig og kikker væk.
Det er en afvisning ..der smerter dybt ...men han får ikke lov at se mig græde ...slår dynen til side står op ....kan mærke jeg er ved at kaste op over smerten ...men tænker bare "nej nej ...jeg vil ikke !"
Jeg slår tanker fra , ordner vaske tøj ryder op ...mens jeg ser ham vende ryggen til døren så han ikke kan se mig .
Jeg får lyst til at råbe højt af ham ..lyst til at ruske ham ..få ham til at vågne op ..men jeg ved godt det ikke hjælper ....men fustrationen over at ham jeg elsker så meget ,er langt væk i en verden hvor jeg ikke er velkommen ...er næsten ikke til at bære .
Jeg må bare holde mig igang ...og give ham tid ...jeg ved det men det er svært for jeg vil jo bare være hans kæreste , havde lov at elske ham og elske med ham , og få lidt tilbage ....men ikke for hver en pris ..det ved jeg ...og jeg må lære at sætte mine grænser ..selv om det kan betyde jeg mister ham , men jeg har mine tre elskede børn jeg skal tænke på, dem skal jeg også være for , uden at jeg er præget at smerte og fortvivelse ..for de læser mig som en åben bog ..og de ved hvad der gør mig så ked af det ..men om de forstår det ..er jeg ikke helt sikker på , selvom jeg har forsøgt at forklare hvad det er der sker .
Og nu ja der sider jeg så bare her alene og med tankerne der gør mig trist ,han er taget afsted men jeg ved han kommer om ikke så længe igen ..skal prøve at lade som ingen ting er hendt ..men ved også at det kan jeg ikke ...lukker af for ham , for ikke at blive knust og såret igen .
Jeg må finde min styrke til at fagne denne mandag morgen .
RosenQ