Magtesløshed ...det ord bliver ved med igen og igen at løbe gennem mine tanker ,Frustration er den uro og angst der fylder hele min krop .
Jeg har denne usigelige trang til at skrige det ud til hele verden, men jeg ved, uanset hvor mange ord jeg sætter på , uanset hvor mange tåre jeg græder , uanset hvad jeg end gør , kan jeg ikke jage magtesløsheden Frustration og angsten ud af mit liv .
Den mand jeg elsker , er i en dyb depression, og jeg ser hans smerte , jeg ser ham fortrænge ind i en verden hvor ingen kan nå ham og jeg ser ham forsvinde længer og længer væk fra mig .
Det må være sådan man føler det ,når man drukner , man synker bare længer og længer ned og uanset hvad man gør hjælper intet man kæmper først en åbenlys kamp for at holde fast i troen og i håbet , men vandet lukker sig over hovede på ,man holder vejeret for håbet er der endnu og lyset kan ses oven over en .
man giver ikke op , men kæmper .
det er hvad jeg gør lige nu kæmper , for at holde fast i min kærlighed til ham , selvom jeg ved at jeg intet kan gøre . Jeg giver ham det spille rum der skal til , lige nu er det ensomheden der tiltrækker ham ,der finder han ro, der finder han sit skjul , for verdens krav , for virkligheden .
Og jeg træder to skridt tilbage for at give ham det "Rum" han lige nu finder nødvendig .
Jeg må og skal tage de to skridt væk fra hans sygdom , kan mærke den æder mig op overskygger mine følelser for ham , inderes inde ved jeg det er det rigtige , og jeg må og skal erkende jeg intet i denne verden kan gøre for han får det beder . og det tager tid .
Et øjeblik er det okay ....at træde de to skridt tilbage , et andet øjeblik er det mest smertene jeg har stået over for , og savnet efter ham længslen efter ham , at mærke hans varme at se hans dejlige øjne , at høre hans latter , er ved at knuse hele min verden .
Jeg kan føle vreden af og til tage over , og jeg har lyst til at løbe væk , lyst til at sige stop , for hvor længe skal jeg vente , på han igen kan rumme min kærlighed ,hvor længe skal jeg vente i denne uvished , om jeg får ham igen , for man kan jo ikke sætte tid på kærlighed? hvor længe kan man ligge sine følelser i dvale , hvor længe kan og skal man sætte sig selv på stand bye ?
Nu har det stået på i 6 mrd , skal jeg vente 6 mrd mere ? 1 år ? 2 år ?
Jeg ved det ikke , vil min kærlighed til ham blive kvalt i min sorg min længsel efter ham , vil den lide en tavs død , i armen af hans sygdom ?
Hele mit indre univers skriger på svar , svar der aldrig kommer , men som kun tiden kan vise .
Ja jeg har et valg , at give op , give slip på ham , men hvordan slår jeg så min kærlighed til ham ihjel ?
Magtesløsheden og Frustration er de ord der plager mine drømme , er de ord der har lagt en jern ring om mit hjerte , er ordene der nære mine tåre , og tænder en ild af vrede i mig .
Men hans kærlighed , bræder så dybt inden i mig , den er så stor , at verden ikke kan forstå den!
Min kærlighed til ham er mit livs lys er mit livs største .
Lige nu står jeg på kanten af afgrunden , jeg skal finde mine vinger , finde styrken i dem til at bære mig over på den anden side af afgrunden , for det der ligger foran mig kan jeg ikke se , det skræmmer mig , men jeg skal finde min styrke mit håb mit mod , sætte at og flyve svæve der ud over så længe mine vinger kan bære mig .
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Tilskuger til depressionens hæslige ansigt er publiceret
26/11-2006 02:52 af
RosenQ.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.