Der er bare sket så meget den sidste måneds tid.

Først og fremmest er vi flyttet ind i vores nye lejlighed. Her er fantastisk meget plads i forhold til den gamle. Den pressende følelse når vi alle er hjemme, er så godt som væk. Her er virkelig plads til os alle sammen og Emil har taget så godt i mod alle disse forandringer. Måske mærker han hvor godt vi har fundet os på plads her.

Hold kæft en stand den var i da vi overtog. Damen der boede her før os, havde pulset over 60 smøger om dagen. Nikotinen lå i et tykt lag OVERALT og vi måtte bogstavelig talt skrælle alle vægge for at slippe væk med stanken. Vi mangler faktisk kun gangen og det som skal være vores soveværelse.

Jeg fatter stadig ikke vi bor HER. Adressen er den absolut mest attraktive i hele byen. Folk betaler millioner af kroner for at få et sted her…og vi har blot været så heldige, at L har været skrevet op gennem hans fagforening og vores leje er så latterlig billig. Jeg tror aldrig jeg har været så heldig i hele mit liv. Jeg tror heller aldrig jeg har boet et sted som andre misundte.

Men nu er vi her og er i fuld gang med at finde vores rytme. Jeg har en rigtig følelse i forhold til dette sted. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft det sådan. Måske dengang jeg havde min hule på Vesterbro…
Jeg er vildt effektiv og føler lyst til alt hvad jeg giver mig i kast med herhjemme. Selv at skrabe ti lags tapet ned fra væggen, som en eller anden tåbe har været så åndssvag at tvære spartel uden på, nyder jeg. Det bliver mere og mere hjem for mig.

L har som ventet taget en ordentlig nedtur da hele flytteræset var overstået. Hans ubetingede begejstring over at vi skulle bo her, var vist for vild. Forventningen oversteg glæden tror jeg. Altså, han gjorde det til en alt for stor ting inden i sig selv og jeg fornemmer mere og mere at den mand søger et eller andet sus i de ting han gør, som han aldrig rigtig opnår. Når han så opdager at den følelse han forventede ikke kommer, bliver han så nedtrykt. Den eneste ting der nogensinde har givet ham det sus, er vel den satans heroin. Hvis han ikke erkender aldrig at opnå samme følelse lige meget hvor hårdt han prøver, vil han altid falde så hårdt.

Jeg har bedt ham om at søge noget hjælp. Han bliver nødt til at komme i en eller anden form for behandling. Jeg er ikke bange for at han skal falde tilbage og tage stoffer igen. Han har været clean i snart syv år…men jeg er bange for at han vil få de her kontinuerlige nedture, hvis han ikke får noget konkret hjælp. Jeg er bange for at han vil misse alt for mange små gode øjeblikke her i livet. Jeg er bange for at det vil ødelægge ham og mig…vores familie.

Mig…? Jeg har hele weekenden foran mig ALENE. Emil er hos farmor og farfar, L er til koncerter. Tomheden føler jeg kun lige nu men i morgen kan jeg sikkert nyde tiden rigtig godt. Jeg vil få en del for hånden herhjemme, hygge med veninder og tage til Grøn Koncert på søndag og drikke øl i solen. Jeg trænger til at hvile. Jeg er blevet alt for tynd og ranglet at se på. Jeg trænger til at forkæle mig selv lidt…være lidt smuk og dejlig.