Kære Dagbog.
Klokken er 20.35, det er fredag. I eftermiddags satte jeg det sidste punktum i mit bidrag til Fyldepennens litteraturkonkurrence. Jeg har skrevet på den siden i mandags – så først konkurrenceoplægget da. Det har været en meget speciel oplevelse at skrive en novelle. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet noget lignende. I alle de år, hvor jeg har gået og tænkt, at det kunne være spændende at kunne skrive så andre gad læse det, så har jeg egentlig aldrig skrevet andet end breve og kronologier. Kun tre beretninger har jeg haft i skrivebordsskuffen. Alt det andet jeg havde på hjerte havde bare sat sig på tværs … blokeret af præstationspresset. Det pres jeg lagde på mig selv: Skriv kun, hvis du har noget at sige.

Siden jeg skrev den sidste sætning i eftermiddags, har jeg haft sådan en ro i kroppen. I mit hoved og i min krop. Som om den historie bare havde krævet at blive skrevet. Det havde den for så vidt også, for jeg anede ikke, hvordan man skrev en novelle. Så jeg besluttede mig for bare at skrive den første sætning ned, der faldt mig ind. Tre ord, og så var jeg i gang. Herfra skrev historien sig selv. Jeg prøvede overhovedet ikke at styre den i en bestemt retning. Og i de dage, der er gået, har jeg haft det ad h… til. Jeg har haft sådan en uro og spænding i kroppen, at jeg blev helt bekymret. Gamle tankemønstre har truet med at tage over og styre mig ind på min gamle sti. Ikke ønskværdigt!! Min krop har indimellem nærmest danset sankt veitsdans for at trække mig i den retning. Og indimellem har jeg bare haft lyst til at give efter. Slå fornuften fra. Lade stå til og lade kroppen tage over. Men jeg gjorde det ikke. Sejr. VICTORY! Stjernerne er ikke længere grænsen for det opnåelige. Jeg har viljestyrke! Nu er det bevist.

Samtidig hobede de skriftlige opgaver sig op. Ind sneg de sig, og krævede at få prioritet over denne historie. Og jeg var nødt til at give dem det. Deadlines skulle overholdes. Men ikke engang om natten havde jeg ro. Det var som om der var dynamit i det emne for mig. Som om det var det, der holdt alt det andet inde. Som om jeg måtte skrive det ud for ikke at brænde op.

Lige nu er mit velbefindende bare helt i top, en ro som jeg ellers sjældent føler, har lagt sig over min ellers ofte overspændte hjerne. Og da jeg gik hjem fra biffen i aften, følte jeg bare, at jeg måtte fortælle dette til dig, Dagbog. Jeg kan slet ikke lade være. Jeg er sprængfyldt af energi, og historierne vælder op til overfladen som olien fra et oliefelt.

Jeg har været inde at se ”Det Hemmelighedsfulde Selskab”. En god film, hvis man bare ønsker at blive underholdt et par timer og have lov til at blive lidt nostalgisk. Og så har jeg længe været vild med Sean Connery, som jeg synes bliver bedre og bedre med årene.

Da jeg gik over til Scala, gled jeg i bedste tegneseriestil på fortovet og landede let og elefant på jorden. Mere overrasket end skadet – højst på min forfængelighed – måtte jeg lige sunde mig et par øjeblikke, inden jeg kom på benene igen. Men det bedste ved den oplevelse var, at en yngre mand, der gik forbi tog sig tid til at sikre sig, at jeg ikke var kommet noget til. Der findes altså stadig mennesker, der drager omsorg. Dejligt og livsbekræftende.

Men lige nu ligger min historie altså oppe ved min ven, Klovnen. Hun har lovet at give mig sin uforbeholdne mening om ”mit barn”. Jeg er lidt spændt på, hvad hun siger. Man kan altid regne med, at hun giver sin ærlige mening. Ingen omsvøb der. Men jeg må vente til i morgen. Så er mand og unger ude af huset, og hun har fred …

Nå, men jeg er bare så taknemmelig for livet – mit liv – og for de udfordringer, jeg møder. Og i de sidste par dage har jeg mødt så mange positive tilkendegivelser, at det nok ender med, at min selvtillid bliver hel igen.

God nat, Dagbog. Vi tales ved.