Kære Dagbog.

Nej, hvor har det været en dejlig aften. Jeg har haft besøg af min vidunderlige veninde, Esther, til en rigtig tøsesnak. Efter at have sat en lækker, hjemmekomponeret strudsegryde med ris og grønsagsfritter til livs samt til dessert hindbærris, gik vi en tur langs åen og lod på en bænk vore legemer lune af den synkende sol, mens vi diskuterede tilværelsens mere filosofiske og svære sider.
Vel hjemme igen bryggede jeg en potte te og hentede lidt hjemmebag frem - nu var der dømt hygge med fødderne oppe i sofaen.

I morgen får jeg feedback på min individuelle praktikopgave fra kunstterapistudiet. Er egentlig ikke RIGTIG nervøs for det, men håber selvfølgelig alligevel, at jeg ikke er faldet helt igennem.

Ellers går livet sin regelmæssige gang. Ikke de store opture og heller ikke de store nedture - højst lidt uro i maven over hvad det næste bliver. Jeg er så god til at bekymre mig, at det halve kunne være nok. Det må jeg øve mig på at blive dårligere til.

Efter at jeg kom hjem fra mit sidste kursus i sidste uge, er jeg først kommet rigtigt tilbage til virkeligheden i fredags. Der er i øvrigt ikke noget som de praktiske ting omkring at købe gave til konfirmation, hæve penge til rejsen og alle de der jordnære ting, som kan bringe mig tilbage til real life. Tak for det! Men denne gang fik jeg også meget at tænke over. Og jeg skal sikkert nok bruge nogen tid på at tygge det igennem.

Tja, kære Dagbog, vent endelig ikke, at jeg gennembløder dine sider med mine tårer for tiden - der er faktisk langt større grund til at grine end til at græde, så hvis der skulle falde noget vådt på dine sider, så er det sandsynligvis af grin, det falder.

Næste stop - ja, det er Cannonball 2004 på lørdag. Jeg skal være praktisk gris i forbindelse med afviklingen af løbet, der er et teambuildingløb i bil med 3-4 deltagere pr. hold. På turen skal der løses forskellige praktiske og teoretiske opgaver, og det hold der er hurtigst i mål med flest rigtige (og har overholdt færdselsloven), er vinderen.
Det skal nok blive skægt. Nå, Dagbog - måske tales vi ved efter løbet ...

Knus,
Maryanna