Kære Dagbog.
Jeg må åbenbart have bevæget mig derhen, hvor jeg er ved at være klar til at konfrontere min arbejdsmæssige fortid. Det sker i små bidder, stille og roligt, så jeg ikke går i panik. Det må jeg jo så tage til efterretning. Og inderst inde kan jeg også mærke, at der sker ting med mig for tiden. Jeg kan kun glæde mig, hvis tiden endelig er inde til at afslutte det kapitel.
Hvad er det så, jeg næsten går i panik over? Jo, i dag drillede computeren bare helt eventyrligt. Søde ord hjalp ikke. Det gjorde eder heller ikke. Ej heller vold. Musen, det lille kræ, havde lagt sig til at dø. Jeg tror, katten havde leget med den. Så jeg prøvede hjertemassage og kunstigt åndedræt. Gik ned i supermarkedet for at finde et par nye batterier til den.
Og ud fra en af sidegangene – som en trold af æsken – kommer en af mine gamle arbejdskolleger. Jeg blev fuldstændig paf, for hun skulle for det første ikke befinde sig i MIT supermarked (skulle bo 100 km herfra), og for det andet fik jeg omgående et flashback til fortiden.
Men hun hilser venligt, og jeg tager mig sammen og hilser også venligt på hende. Det kan jeg godt finde ud af, for hun var på barselsorlov, da hele mobningsaffæren fandt sted på mit arbejde, så hun kender kun historien fra deres side, vi har aldrig haft noget imod hinanden – tværtimod – og hun er udmærket i stand til at tænke selv. Pointen er: Hun var aldrig en del af mareridtet.
Jeg bemærkede til hende, at hun da vist var på afveje, og hun fortalte, at de havde købt hus her i nærheden, fordi hun ikke kunne blive ved med at køre flere hundrede km hver dag. Snikke-snakke i et par minutter, så skulle hun skynde sig videre – og jeg kunne synke en ekstra gang og prøve at sunde mig. Da jeg står udenfor supermarkedet igen kommer reaktionen, og jeg er glad for at det regner, så folk ikke kan se hvordan tårerne løber ned af kinderne på mig, mens jeg går hjem, og hvor chokeret jeg er. Tankerne myldrer gennem hovedet på mig.
Én af dem bider sig fast. Hvor tilfældigt kan det være, at hun, der skulle sidde mange mil borte, køber ind i det supermarked, der ligger tættest på mit hjem, lige på det tidspunkt, hvor jeg tilfældigvis besluttede mig for at hente nogle batterier til at genoplive en mus? Er det mere end en mus, jeg skulle genoplive? Fx tilliden til mennesker? Forbindelsen til omverdenen?
De tanker, jeg i den sidste uges tid har gjort mig om, hvordan jeg kunne trække min energi hjem fra de forfærdelige måneder i 2001, har åbenbart indeholdt noget konstruktivt, siden verden begynder at bevæge sig ind mod mig og ikke væk fra mig nu. Jeg har ikke set skyggen af mine tidligere arbejdskolleger siden dengang. Nu møder jeg to af dem indenfor 2 uger. Jeg tror ikke på tilfældigheder. Det er mere end 10 år siden, jeg holdt op med det. Tiden må være inde. Og nogen eller noget holder hånden over mig, så jeg ikke behøver at frygte det værste. Jeg ”mødte” min gamle chef, men han – hvis det var ham – stod med ryggen til og var på afstand. Han opdagede aldrig mig. Derefter møder jeg i dag den af mine kolleger, jeg overhovedet ikke kan have noget imod, da hun ikke var involveret i sagen.
Der er i de sidste måneder sket så meget i mit liv – mure er blevet brudt ned takket være lærerne og de andre studerende på kunstterapikurserne – jeg har for ganske få uger siden opdaget en særdeles hårdtslående, fri og stærk side af mig selv. Forestil dig mig iført tætsiddende sort læderdragt, læderstøvler, læderhandsker, sort fullface styrthjelm og med en masse kubik mellem benene. Hun er også ekspert i kampsport. En rigtig frihedskæmper. Hende har jeg haft megen gavn af på det seneste. Det var hendes mørke side, der gjorde mig til offer for omstændigheder, der lå udenfor mig selv. Nu har jeg åbnet øjnene for hendes stærke sider. Og de skal godt nok bruges. Hverken hun eller jeg kan vente længere. Jeg, der ikke har kørekort, må sidde bag på motorcyklen, men skidt med det. Jeg kommer også med, når hun kører. Og lad os se den strømer, der kan indhente os, når vi først giver den gas sammen …

PS, kære Dagbog: Jeg er ikke ved at blive skizofren, hvis tanken skulle have strejfet dig. Jeg arbejder med de her svære ting på et symbolsk plan, hvor det hjælper at spille rollerne ligesom i en drøm eller et skuespil, jeg selv har skrevet. Hæ … hæ … selv har skrevet … hvilken forjættende tanke.

Nå, Dagbog. Tak for i dag. Jeg vender frygteligt tilbage.

Kærligst,
Maryanna