X,

jeg forstår dig ikke. Jeg har tænkt og tænkt....og jeg tror desværre, at lige meget hvad jeg siger - så nytter det ikke noget.

Der en ting jeg ikke vil - det den krig du og Y har sat jer for at skabe med mig. Som altså også rammer børnene.

Selv med en mægler jeg finanserede, nyttede det ikke noget.

Ønsker du ikke at tage ansvar for børnene ? Du kan ikke rende fra dit ansvar for at have bragt dem til verden.

Hvorfor gør du livet så surt som muligt for mig ........ hvorfor bliver du ved med at straffe mig for at have født dine børn ?

Vi var gravide sammen, gav dem en opvækst sammen. Men nu stiller du mig i en situation, som om de ikke var dine børn, men en økonomisk belastning.

Du opfører dig og snakker som om de var problem børn, uden opdragelse. Jeg kan kun minde dig om, at Datter hidtil er mødt med kærlighed og venlighed i sit liv. Indtil Y kom igang med hendes nedgørelse og mistroiskhed overfor en 13 årige teenager. Y har indrømmet....og du har indrømmet - at det var forkert.

Alligevel fortsætter I med at bringe Datter ind som en skydeskive.
Som om du vil bekræfte, at Y har ret i, at Datter er ond og uopdragen. Lige siden dengang har vi haft flere episoder, hvor du hidser dig op omkring taknemlighed og respekt. Jeg har gang på gang oplevet, at en snak med dig er fin fin . Når du så har snakket med Y er der udskældsord og forbandelser.

Datter er ikke dum. Hun kan selv tænke og vurdere situationer.
Jeg forstår ikke, at du er hoppet på den vogn. Datter opdrages med taknemlighed og respekt. Hun lærer altså at sige tak for mad - også herhjemme. Gang på gang bebrejder og kritiserer I hende og sætter hende i en forsvarsposition. Specielt i denne tid er det - konstant.
Jeg forstår godt, at hun frasiger sig mere af jeres ammunition. Det er faktisk hårdt for hende.

I tror I har det så hårdt. Tænk på hende. Hvordan tror I hun har det med jer ?

2 voksne

- den ene hendes far, som en datter altid har brug for på godt og ondt - som bekriger hende ?

Smid de våben. Lyt til hende, X. Åben dit hjerte for hende. Giv hende en chance. Gør en indsats for at vinde hendes hjerte igen. Hun har stadig sin kærlighed til dig. Dén er der ingen der kan lave om på. Husk det. Respekter - at hun lige nu ikke vil have noget med Y at gøre. Men at hun har brug for din bekræftelse. Vind hendes tillid igen. Derefter kan du hjælpe hende og Y med at reetablere et forhold, som er positivt. Det er mit råd. Det ER jeres voksnes ansvar at udvikle det på rette kurs igen.

Hun er faktisk bundulykkelig over at føle sig svigtet, specielt af sin egen far. Mærk efter din kærlighed for hende. Hun savner at mærke den fra dig. Det er jeg sikker på.
Hun havde også sagt godmorgen og givet dig et kram i kirken. Så hun forstår ikke hvad det er du skriver om med at hun ikke hilste på dig i kirken. Det var Y hun ignorerede. Og som hun fortalte det, hilste hun også Y til konfirmationsfesten. Datter er ikke falsk og foregiver ikke noget - hun er ærlig. Og ja, hun gør det fordi hun ikke gider gøre Y endnu mere sur.

Hvor er taknemligheden og respekten for, at vi faktisk har formået at opdrage en sund datter, med sunde interesser, sund livstil, sund livsindstilling og kritisk sans ?
Jeg tror ovenikøbet, at hun er så intilligent og fornuftig, at hun udover at score mange 11-taller og en god udtalelse (endnu engang)
- også opdragelsesmæssigt - ovenikøbet er mere fornuftig og ægte, end du, Y og jeg måske nogensinde har været ?

Hun og Søn er godt klar over, at det er jeres indbyrdes forhold I skal have på rette kurs. Ikke mit forhold til dem.
Vi kan snakke åbent og frit. I vores hjem er det medindflydelse, medansvar og retten til at have sin mening der gælder. Vi har en DIALOG. Jeg lytter til dem - ligesom de så lytter til mig. Jeg stiller krav og de kan stille krav.

Fri mig for anklager over at jeg har skabt problemerne I har med Datter. I har selv skabt dem.

Jeg skal minde om, at jeg da håber at du vil reagere kraftigt, den dag dine børn kommer og fortæller, at de har passet sig selv i 5 dage.
Og at, jeg står ved den harme jeg havde over at høre, at du straffede dem ved ikke at ville se dem en måned pga. uskyldige trodsigheder på en aften i en restaurant.

Mht. økonomien - vil jeg lige tænke lidt mere over det. Alene den tid, hvor jeg har haft dem har givet mig økonomiske smæk, da de jo spiser som 2 okser og har brug for meget andet i deres hverdag.

Jeg appelerer til at du tager dit medansvar - også økonomisk. I forvejen betaler jeg størstedelen af deres livsopholdelse, så jeg forstår ikke at du vil betale mindre. Jeg har en lille mistanke om at du tror, at vi lever i overflod bla. efter at have set, jeg havde købt en stor TV for mine spare- og feriepenge. Jeg har ikke engang råd til at tage et banklån. Det er noget underligt noget med din anskuelse af økonomi og børn. Jeg skal ikke gentage mig, men håber du vil gennemlæse min tidligere mail omkring økonomi. Igen - du ER faderen. Vil du tage ansvaret ?

PS. For hver beslutning der har haft noget med børnene at gøre - har du haft medindflydelse. Hvergang er du blevet rådført, når jeg tog initiativer til noget nyt. Hvergang - har jeg ventet på din godkendelse. Hvergang. Jeg har en meget demokratisk tilgang til tingene. Det ved du - er min natur.

Den eneste gang jeg har sat foden for døren, var da jeg afkrævede en undskyldning fra dig til unger OG mig.

Vi er rollemodeller. Vi skal vise vejen. At råbe, nedstirre, nedgøre og ikke mindst behandle mig værre end du nogensinde har behandlet dine medmennesker - er IKKE vejen til at vise, hvordan man skal behandle sin familie. Med den hidsighed og voldsomme arrighed, mindede det mig alt for meget om den tid, hvor du blev så agressiv EFTER skilsmissen. Med en beslutning om, at det aldrig skulle ske igen opførte jeg mig derefter. Datter og Søn har endog udtrykt, at de lagde mærke til at jeg ikke råbte tilbage og forsøgte at få ro på situationen.
Jeg bilder dem ikke noget ind. De observerer og vurderer.

Jeg vil komme med en indrømmelse - jeg kan ikke tvinge dig til at sige undskyld. Heller ikke bruge børnene til det. Og lad mig sige, at jeg aldrig tidligere har brugt børnene mod dig. Aldrig.

Hvis du ikke mener en undskyldning - er det jo ligegyldigt. Det var et dårligt forsøg.
Men gjort i desperation over at ville vise, at Datter og Søn - ALDRIG - skal behandle andre sådan - eller ikke mindst blive behandlet sådan.
Jeg håber inderligt ikke, at de får sig en livsledsager der behandler dem så nedværdigende.

Hvis du har bemærket det - så har jeg IKKE sat en stopper for at de kan komme ned til dig.

Jeg har udtrykt overfor dem, at de til alle tider kan komme ned til dig/jer. Jeg skal blot spørges for planer der er lagt - og ikke mindst informeres. Jo, for du har ret, X. De er store nok til at vurdere, hvem de vil være sammen med. Hermed går jeg helt væk fra den ordning vi havde før. Det er helt op til dem, om de vil være sammen med dig. De skal blot spørges om de har lyst. Så kan de give deres svar, som det passer dem.
Jeg ved Datter savner at være sammen med dig. Det har hun sagt. Samtidig med at hun ikke vil være sammen med Y. Tag noget tålmodighed med Datter.
Se hende igen i et lys, som du før har haft. Som din datter, du har og elsker så højt.
Hun har brug for dig mere end før.....for hun er ked af det og savner din kærlighed. Hun er stadig et barn i sin snart voksne krop. Tilgiv hende - giv hende et kram, få hende til at mærke, at du ER der sgu for hende. At du af alle mænd i verden er den skønneste, dejligste og mest betryggende mand. At du tror på hende, at du lytter til hende og ikke mindst respekterer og elsker hende. Vis hende den mand, som jeg engang elskede og vis hende den mand der får Y til at elske dig så højt.

Måske er det for meget at ønske.....men det er vel ok at ønske det bedste for vores datter ?

Jeg håber inderligt på et konstruktivt svar. Desværre har jeg ikke været i stand til at svare før. Det beklager jeg - og det skyldes kun at jeg har været helt uforstående overfor den måde du har tacklet tingene. Målløs og paralyseret.

Lad os se om vi ikke efterhånden kan løsne op på tingene.

Jeg vil ikke denne krig. Livet er for kort - og ikke mindst har børnene ikke mange år tilbage som store børn.

Jeg ønsker en dialog. Jeg ønsker en praktisk måde at være forældre på. På godt og ondt.

Børnene er omdrejningspunktet.

De har aldrig bedt om at blive født.

De drømme forældre har med, at skabe de bedste betingelser for dejlige, sunde og fornuftige børn, vil jeg gerne realisere.

Smålighed, følelsesmæssig og økonomisk straf er ikke vejen frem. Det er min grundlæggende indstilling.

Med venlig hilsen

~SommerFuglen~