For første gang har jeg stået ansigt til ansigt med et af erkendelsernes ansigter.
Og detgiver en del ro i sjælen, men samtidig bliver man fyldt op med nye spørgsmål, som ender i en ny forvirring, dog ikke så mærkbar som tidligere.
Det er en del af en proces. Erkendelsen kommer ikke altid over natten og man skal starte et sted. Første skridt er at erkende, at man har brug for hjælp. At man ikke kan klare alt alene.
Og det er jeg ved nu. At viske den ene facade efter den anden af, 10 års gammel støv forvandlet til en gang muggen og stivhårdt panser, der ikke har i sinde at flytte sig. Men et lag ad gangen.
Ikke skynde sig, fordi det nytter ikke.
ERkendelse tager sin tid.
At erkende at man er svag og at man skriver "man" istedetfor "jeg" og erkender hvorfor man gør det.
En distancetagen, som ikke bare kan fjernes bare fordi jeg vil det.
At jeg faktisk ikke er så åben som jeg går og tror, men måske bare giver folk hvad de vil have, fordi så er alle glade. Tror jeg. At bilde mig selv og omverdenen ind at sådan er JEG, når jeg ikke engang selv ved om det er korrekt.
Men det første ansigt erkendelsen har vist mig er svagheden. Og den skal jeg nu til at forholde mig til.
At ændre mit tankemønster. Og kunne identificere de sande tanker og de sande følelser fra de indbildte.
Men det er svært og det SKAL det også være. Det skal det. Dog kan jeg mærke en ny slags ro allerede, der er plantet. Jeg kan ikke identificere den endnu, men jeg har aldrig stiftet bekendtskab med den før. En ro at det er ok at være svag. Ikke helt accepteret endnu, men jeg er på vej. Øver mig.
Mit utålmodige jeg vil gerne hurtigt videre og have det hele overstået, så erkendelsen bliver total, men jeg bremser den. Sådan skal det ikke foregå. Jeg bestemmer farten.
og KUN jeg!!
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Erkendelsens mange ansigter er publiceret
31/08-2003 21:05 af
Camilla Moe (moe).
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.