nå....jeg bliver nødt til at skrive de tanker ned, for at kunne vurdere dem, pille lidt i dem, se dem som de er og sætte dem op mod mig selv.

min akilleshæl, forventinger, men ikke til andre. Til mig selv.

eksamen nærmer sig, marts måned, og noget underligt er sket.
Jeg har aldrig rigtigt været særlig nervøs til eksamener. jeg har aldrig rigtig haft de store forventinger, men taget det som det kom og selvfølgelig forberedt mig så godt jeg kunne.

Men der er sket noget nyt!
og jeg tror det er i mig, men jeg kender ikke kilden. Det er ikke specielt positivt for min velbefindenhed, men alligevel er det der. En ukendt følelse, som jeg vil definere som liggende et sted mellem angst og nervøsitet. Jeg tror ikke der findes et ord..endnu, er ikke født, endnu.
Men at den kommer nu, forstår jeg ikke. Jeg prøver. Fordi jeg ved at jeg bare gerne vil bestå og jeg ved jeg består, men følelsen og tanken tynger mig.
Forventninger, til mig selv.

Jeg har en underlig lidelse, jeg vil vide ALT og lidelsen er blevet værre de sidste par år og jo ældre jeg er blevet.
denne lidelse står i så stor en kontrast til min rationelle side og det er ikke et kønt syn, når de to kæmper om magten.
Jeg står mellem at vide, at jeg bare skal terpe, træne min store muskel i hovedet, så husker jeg det, men på den anden side ved jeg, at det er umuligt og pludselig kender jeg ikke mig selv mere.

Det er ikke karakterræs, og alligevel, men det er i en anden form. Jeg er ikke god til facitlister og her skal jeg kun op i disse. Facitlister!! Jeg kan ikke reflektere, jeg kan ikke vurdere, jeg kan ikke bruge min store force i dette forum, nej...jeg skal kunne en uendeligt masse ting udenad og det gør mig pisse.......det ord som ikke eksisterer....
På en måde ser jeg det som en kæmpe udfordring, mig mod min hjerne ( er det egentlig ikke altid sådan??!)
men jeg frygter at den vil forråde mig, når det gælder.
Klappe der går ned, kender jeg ikke til, og min selvtillid ligger kun på det sted, hvor jeg kan hente alle de ting jeg ved, omme bag ved fjerde ryghvirvel. Så hvor er min selvtillid, når jeg ikke ved alt?
Hvad er så tilbage?
Jeg kan ikke improvisere. Min kontrolfreakgen stritter imod, alt skal være på plads inden jeg åbner munden op, når det gælder fagligt relaterede emner. Jeg kunne aldrig finde på at prutte om prisen.

men hvorfor er jeg så tjener?
Når jeg er en fandens dårlig sælger! Vil ikke prakke folk noget på. Respekt! måske alt for meget.
Jeg bliver aldrig den der frem i skoen-tjener, anmasende, fordi jeg vil ikke presse folk. Men jeg kan anbefale og jeg er stadig en god tjener, bare på en anden måde.
Selvtillid ! er kodeordet, en kode jeg troede at jeg endelig havde fået alle tallene til, men jeg mangler åbenbart nogle cifre.

Derfor terper jeg allerede nu, derfor føler jeg at jeg ikke har tid nok, derfor har jeg disse enorme forventinger til mig selv...ikke til karakteren, men til at kunne huske alt, men hvem kan det?
Jeg er sådan et menneske som ved lidt om meget, klæbehjerne kender jeg ikke til.

Og inderst inde er der et stort ønske om at det var nu jeg skulle op. så jeg kunne få det afprøvet, så jeg kunne få det overstået.