Hey-Ho for et møgliv, jeg er et misfoster og burde aldrig være født. Jeg passer ikke ind, og jeg oplever det gang på gang på gang.
Jeg var lige ved at blive så glad for jiu-jitsu, indtil i går. Det var under opvarmningen og jeg var for langsom til at rejse mig. Hen kom læren om spurgte højlydt "Du har måske brug for en skammel?". Det skulle sikkert være en sjov kommentar og det var sjovt for 99% af de tilstedeværende, alle - undtagen mig. På mig gjorde det bare ondt. Siden barndommen har jeg, så vidt muligt, holdt mig væk fra alt der hed fysiskudfoldelse sammen med andre fordi der altid blev gjordt nar med mig. Først med mine arme, så mine evner og så min styrke og til sidst min kondition. Som de fleste nok kan forestille sig er det også i den rækkefølge jeg mistede mit selvværd. Først skulle armene gemmes afvejen (der var jo HÅR på!) og allerhelst mig selv faktisk, så blev jeg dårligere end de fleste andre til de ting vi skulle udføre, og så undgik jeg dem så vidt som muligt, derfor havde jeg heller ingen kræfter til at klare mig med, og til sidst også en ringe kondition fordi jeg opgav alt. Så kommer sådan et sort-bælte og gør nar ad mig? Lige på det sted hvor jeg troede jeg skulle have en chance for at vinde alt igen! For helvede hvor blev jeg ked af det, det gjorde mere ondt end jeg havde troet, især fordi jeg har lagt alt min tillid til det sted, jeg troede virkelig at det var et sted hvor man lagde vægt på mennesket BAG skulle forsvares, psykisk som fysisk. Det stod der oven i købet i deres brochure:

Hvis du skulle have en lille angst for:
- mørket
- at være alene hjemme
- at gå ude om aftenen
- at være sammen med fremmede mennesker
- at blive mobbet
eller
- at blive overfaldet

så kan jiu-jitsu blive en god og nyttig del af dit liv.

Year Right! Eller hvis du skulle have brug for at blive pillet ned igen eller hvis du gerne vil vise dig for vennerne og synes det er sjovt at tæske andre mennesker, så meld dig ind!

Selvfølgelig er det også mig der er nærtagen lige for tiden, som da Lars LO højt i klassen af min dumhed fordi jeg gik i sort og ikke kunne huske Italiens hovedstad, men at det bare er mig der er usansynelig dum og ikke er i form gør ikke at tingene gør mindre ondt.

Det gør det heller ikke nemmere at le at min sted-morfar blev indlagt med kræft i hele kroppen i går, og at han er bange for både hospitaler og den dødsdom han har fået eller at mormor lider at depressioner og jeg er bange for at hun begår selvmord hvis han dør, eller at mor og HO er ved at splitte, eller at der er for mange lektier jeg ikke kan finde ud af til alt for lidt tid, eller at jeg føler at jeg er mere en ulempe end jeg nogen side har været til hjælp for nogen! Jeg har det som om at jeg blev født ved et uheld, hvilket jeg komisk nok også blev, og at livet har forsøgt at komme af med mig lige siden. Jeg har ingen eksistensberettigelse, er altid forkert på den og helt og aldeles unormal. Jeg har idealer så høje at jeg også selv støder resten af verdenen fra mig, hvilket bare gør mig 10 gange mere forkert på den.
I lørdags besøgte vi mormor og Aage, og Aage sad bare der i stolen på en pude, alt for syg til at bevæge sig, og det var først gang jeg så ham græde. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, dengang vidste vi ikke hvad der ver i vejen med ham, og jeg ville bare så gerne trøste, fortælle ham at alt nok skulle blive okay igen, at smerterne ville stoppe. Men jeg ved og vidste jo intet. Jeg beder bare til at døden er livet efter livet, bare uden kroppen. At han intet har at frygte, at han kun bliver befriet. Nu, hver eneste gang telefonen ringer frygter jeg alligevel beskeden "han er død", for jeg ved jo at han ikke vil være det.
Derudover tænker jeg på farmor med farfar som også lige har været syg, far med alkohol og rygning, oldemor som jo også er gammel, moster Lisette med sit dårlige hjerte - også en nyhed, mor med rygning, bare hun ikke også får kræft. Gider hele verden ikke lige gøre mig den tjeneste at stille op hos lægen til tjek for kræft? Hyglige Jørgen som aldrig røg, døde jo også af lungkræft for ikke så lang tid siden. Det går så hurtigt at man knap når at finde ud af at manden er syg før han også er død.
Så TJEK JER!