Kære Dagbog.

Tid er et underligt begreb.
I de sidste uger har dette begreb gjort meget opmærksom på sig selv i mit liv. Det startede vistnok mens jeg var af sted i et par uger på kunstterapikursus for at ”vedligeholde mit faglige niveau” som det så fornemt hedder. Det betyder bare, at man går ud fra, at der er et fagligt niveau at vedligeholde. Men hvis ikke der var det, havde jeg forhåbentlig heller ikke fået lov til at komme med på kurset. Det var et lille sidespring.
Men – altså – det startede med, at kunstterapiens grand old man, professor Arthur Robbins fra USA, i praksis demonstrerede, hvad han mente med ikke-lineær tid. Det føltes nærmest som tidsrejser i elastik. Bedst som man sad og diskuterede et eller andet emne, reagerede man selv eller én af de andre i gruppen ud fra nogle oplevelser, der lå tilbage i fortiden – måske helt tilbage til barndommen – og som i nogle tilfælde kun havde en overfladisk lighed med det, der egentlig skete i nuet. Og som ugen gik, blev det mere og mere tydeligt, at vi mennesker reagerer med rutinemæssig afspilning af koder/adfærdsmønstre, vi har dannet tidligere i vores liv. Jo flere gange de koder er blevet aktiverede i ens liv, jo mere rutinemæssigt afspiller vi dem.
Det blev lidt af en linedans at omgås de andre på holdet, for jeg oplevede, at jeg aldrig kunne være helt sikker på, hvilken ”alder” eller ”rolle” min medkursist var midt i lige nu. Jeg selv må have været på samme måde. Det var som at være marionet i et surrealistisk skuespil. Som kaos – men alligevel med retning. Det var lige så let at manøvrere som i et elastikspring. Jo mere afslappet du tager det, jo bedre styr har du over springet, og jo før kommer du i ro igen.
Jeg har længe kendt teorierne omkring tiden set i psykologisk perspektiv, men det er første gang, jeg bevidst har erfaret det i praksis. Og – du store – hvor er det spændende. Især fordi de praktiske oplevelser ikke sluttede sammen med kurset, men fortsatte da jeg kom hjem.
Her hersker den lineære tid: Minut følger sekund, time følger minut, døgn følger time osv. Eller det skulle den gøre.
I går kom jeg imidlertid slentrende ned ad gågaden her i Holstebro. Lige pludselig, mens jeg passerede en slikbutik, følte jeg mig hensat til en periode i min barndom, som jeg husker med særlig stor glæde.
Duftene fra slikbutikken mindede mig om de små, sorte træ-ishuse man mange steder kunne finde i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne. Der var en helt særlig duft ved dem: En blanding af sødt, salmiak, varme og imprægneret træ. Når butikken var åben, blev den store, sorte træskodde, der sad foran vinduerne simpelthen løftet op som en markise og parkeret dér som tag. Og måske var menneskene venligere dengang, men jeg kan faktisk kun huske venlige, buttede ”slikmutre” bag disken. Og solen skinnede altid fra en skyfri himmel på de dage.
Jeg kan på stående fod huske flere lejligheder, hvor min lillebror og jeg blev sendt af sted efter is sådan et sted, når vi var ved stranden med resten af familien. Så fik vi isene med tilbage i en hvid papirspose.
Alt dette fór igennem min hjerne i de få sekunder fra jeg fangede duften fra nutidens slikbutik på gågaden i Holstebro til jeg, nærmest pr. automatik, styrede mine skridt hen imod døren til forretningen. Jeg MÅTTE ind og dvæle lidt i den tidslomme. Der var ikke andre i butikken, så jeg benyttede lejligheden til at sludre lidt med den midaldrende ekspeditrice om min oplevelse. Hun måtte komme fra et andet sted i landet, for hun kunne kun fjernt huske is-husene!
Og da jeg gik ud af døren igen, gik jeg fra den maskerede tidsmaskine – slikbutikken – direkte ind i nutiden. Uden andre mén end et overlykkeligt lille barn indeni. Et barn, der havde oplevet at dets oplevelser blev taget alvorligt af den voksne. Noget jeg med skam at melde må tilstå ikke sker for tit.
Og jeg har mange flere oplevelser af samme slags. Nu forstår jeg virkelig, hvad det betyder enten selv at være bevidst om, at sådanne tidsskred sker i ens dagligdag, eller at have en terapeut, der er bevidst om, at klienten i sin terapi uvægerligt foretager sådanne elastikspring i tiden. Bevidstheden/terapeuten er ankeret, fyrtårnet, som holder én fast i virkeligheden og kan bringe én tilbage fra det kaos som fortid, nutid og fremtid – afspillet på én og samme tid – skaber.
At bevæge sig i dette anderledes rum – en anden form for virkelighed – oplever jeg som en stor frihed. En kilde til ny viden om mig selv.

Vi ses, kære Dagbog.