Kære Dagbog.

Ja, her sidder jeg så i toget, på vej tilbage til hjemstavnen efter at have tildelt mig selv den luksus at få nulret mine fødder. Hos en zoneterapeut.
Det er ikke noget, jeg bruger tit, men én af mine veninder er lige blevet færdiguddannet, og jeg lægger glad og gerne fødder til, fordi jeg faktisk kan mærke en forskel i mit velbefindende.
Nu forleden dag ringede hun til mig, og da jeg med ulden stemme og creme i hornet og et hoved, der var ved at sprænges forklarede hende, at jeg ikke lige havde lyst til at snakke så længe, fordi jeg var ”hundesyg” – forkølet – spurgte hun straks, om jeg ikke havde lyst til at lægge mig på briksen. Jeg opgav det næsten på forhånd, kære dagbog, for jeg følte slet ikke, at jeg havde overskud til andet end at ligge på sofaen og have ondt af mig selv den dag. Men alligevel besindede jeg mig. I dag er jo ikke i morgen. Hvis vi aftaler en dag om et par dage, så kan jeg nok overleve togturen. Så det blev altså i dag. Selv i formiddags overvejede jeg faktisk svagt, om jeg kunne tillade mig at melde afbud. Det blev jeg enig med mig selv om, at jeg ikke kunne være bekendt. Og tog af sted.
Og efter 1½ times luksus, i den 6. himmel – ikke 7. – det gjorde det s.. for ondt til, sidder jeg nu her i toget og undrer mig over, at mine fødder, der ellers ikke er til at finde noget på, zoneterapeuten kan rette, i dag var usandsynligt ømme, ”grusede” og direkte usamarbejdsvillige. Alt sammen på punkter, der ifølge min veninde var på zoner, der svarede til bronkier, svælg, immunsystem, nakke osv. Det synes jeg godt nok er tankevækkende. Men det hele falder jo sammen. At jeg før har følt, at jeg fik noget ud af det har jeg ind imellem tænkt var noget psykologisk – alt det der med at blive taget sig af, placeboeffekt osv., men nu kommer jeg godt nok i tvivl. Alle de zoner, der hænger sammen med min forkølelse. Hun har ikke snydt mig, min veninde, jeg kunne jo bare selv gå hjem og slå op, om det var rigtigt, at det var de steder, der gjorde ondt, der havde tilknytning til min forkølelse. Egentlig lidt sjovt, ikke: Mit hoved er fyldt med slim – og så er det mine fødder der lider. Paradoksalt.
Hvorfor bliver jeg egentlig så overrasket? Det alternative er jo ikke fremmed for mig. Jeg kan bare godt lide, at jeg selv har erfaringer, der kan bakke videnskabelige undersøgelser op før jeg falder for en behandlingsform. Det byder min naturvidenskabelige hjerne mig. Og min nysgerrighed.
Så, kære Dagbog, min veninde vil i al venskabelighed blive udsat for en ikke-videnskabelig test i den nærmeste fremtid.
Godnat.