Kære Dagbog.
Jeg undres endnu engang over myndighedernes dispositioner. Nu i nat lå jeg – igen – vågen til kl. ca. 2, fordi der er åbnet et diskotek ca. 100 m fra mit soveværelse. Nu bor jeg jo i forvejen i enden af Holstebros værtshuskvarter, men det har vi faktisk aldrig mærket noget særligt til. Det er utroligt så hurtigt man kan vænne sig til en højtråbende fulderik eller to.
Et diskotek som nabo er anderledes. Fra ca. halv elleve om aftenen til kl. 2 – 3 stykker er gaden fuld af højtråbende, syngende, aggressiv og lalleglad fuld ungdom. Lydniveauet fra diskotekets åbne døre og vinduer svarer omtrent til det, der er omkring en international lufthavn.
Men det er ikke det, at myndighederne har givet diskoteket lov til at ligge lige op ad min hoveddør, der undrer mig. Jeg kan vel nok vænne mig til med tiden kun at få et minimum af søvn torsdag, fredag og lørdag nat. Nej – det jeg undrer mig over er, at 10 meter fra diskoteket – på den anden side af gågaden – er man ved at opføre ældreboliger. Jeg gad nok vide, hvem de får til at flytte ind der? Døve? Eller ældre mennesker, der alligevel ikke kan komme uden for en dør ved egen hjælp? Jeg er da lige ved at tro, at myndighederne her i Holstebro har fået en hjerneskade – venstre hånd ved vist ikke, hvad højre hånd gør!

Da jeg var inde i Fakta her til morgen, havde jeg en noget speciel oplevelse. Jeg ved ikke, hvad der er med mig og hvidkål, men da jeg nærmede mig grøntafdelingen – hvor der i den ene ende stod en faktamedarbejder – SPRANG to hvidkål ned fra deres hylde og LØB mig i møde. Den ene KYSSEDE endda min ene sko. Måske er det fordi hvidkålene på en eller anden måde vidste, at jeg er holdt op med at spise hvidkål? Hvem ved, hvad et hvidkål tænker?
Det så faktisk rigtig grinagtigt ud, for der var mindst 5 meter over til hvidkålene, og faktamedarbejderen kom straks galopperende efter sine løbske hvidkål og undskyldte på deres vegne.

Nå, kære Dagbog, slut for nu. Hyg og hej til vi snakkes ved igen.