Selv om det faktisk på mange måder har været tre gode dage med gode aktiviteter, så føler jeg mig blue og træt. Der er flere ting fra ugen, som sidder som ubehagelige spor i mig. Onsdag formiddag cyklede jeg ud på Amager Hospital og blev undersøgt på kryds og tværs. Jeg har fået ny astmamedicin. Jeg fik lavet allergipriktest, fik taget blodprøver og endelig røngtenfotograferet mine lunger. Jeg savner ikke Amager. Der er stille som i en jysk provins bare på en endnu mere grim og brutal måde. Og da jeg cyklede huskede jeg denne stilhed alt for godt. Efteråret med mit afgangsprojekt. Arbejdsløsheden i januar. Amager er asfalteret med ensomhed.

Torsdag havde jeg besøg af P. Har savnet hende forfærdeligt - der er ikke længere rigtig nogen at drikke eftermiddagskaffe eller slentre lange ture med. Vi tog på B&J for at spise - men blev shanghaiet af en flok fyre som var insisterede på at give en GT. Jeg orkede det ikke, men P fik mig overtalt. Vi satte os og de var faktisk rigtig søde. Men jeg har det svært med mig selv og min egen energi. Jeg magter slet ikke de her situationer, hvor jeg på en eller anden måde skal være på. Jeg vil helst undslippe. Alligevel savner jeg jo lidt opmærksomhed helt forfærdeligt meget.

Fredag var der fredagsbar på arbejdet. Et hyggeligt arrangement, selvom jeg mest snakkede med the usual suspects.

Det var ellers den perfekte fest hos bøsserne i går. Men på trods af det dejlige selskab hang mit humør stadig i bremsen under et glasurtyndt smil. Jeg kom hjem til Luna klokken halv seks. Der var en hektisk stemning, hun var først ved at bade og vi havde jo lovet at ankomme til festen sharp. Luna og Hobitten havde købt 20 røde heliumsballoner og jeg blev straks sat i sving med at binde bolsjestribet bast i hver og en af de svævende balloner.

Jeg tror ikke, jeg har oplevet så mange mennesker smile til mig, siden jeg gik tur med Bobbens hundehvalp på Istedgade. Gennem byen i kort kjole, tårnhøje stilletter og 25 røde heliumsballoner bundet til cykelstyret, selvom jeg det meste af tiden ikke kunne se en dyt, så kunne jeg fornemme at verden smilede til pigen med ballonerne. Bøsserne havde bestilt den fineste lille træbåd med kaptajn, som kom og hentede os på kajen ved deres lejlighed og så sejlede vi i kanalerne til solen var gået ned og flaskerne med bobler tømte. Og da vi kom i land blev der serveret boeuf bourguignon og kransekage og vi inhalerede helium og læste op fra en lummer lægeroman med vores smølfefiserede stemmer. Hobitten, Luna og jeg endte på Byens Kro ganske sent og her raflede vi lidt med to mænd, hvoraf den ene virkelig hjemsøger mig nu. Han var måske sådan start fyrrerne og lidt en silverfox. Men på trods af, jeg faktisk blev badet i opmærksomhed, så fik jeg castet mig selv som en isprinsesse, og jeg ærgrer mig gul og blå over at jeg ikke formår at omsætte det til noget som helst. (nu sad jeg selvfølgelig også super dumt placeret, helt ind mod væggen og ved siden af vennen til den høje flotte, som desværre var lille og kikset med tykke briller og pågående spørgsmål). Gad godt møde ham igen. Den høje. Han var virkelig cute. Måske også lidt kikset - sådan lidt mand på fyrre som kører cap og skaterstil og sikkert kan finde på at slæbe rundt på et longboard til hverdag.

I dag havde jeg besøg af søster. Hun er lige kommet hjem fra halvanden måned i Indonesien og snakkede meget om Komodovaraner, disse særprægede og aggressive øgler. Og just, som vi gik og snakkede om, hvor hidsige de var, hvordan mødrene spiste deres egen babyer, så mødte vi en særdeles spidstandet varan på hjørnet af Isted og Gasværksvej.

En ung mørk kvinde som råbte: HVOR HELVEDE ER GASVÆRKSVEJ NUMMER 3?

Hun råbte det ligesom ikke til nogen bestemt, men bare sådan ud over gadehjørnet, så spørgsmålet landede som en vildfaren bold midt i gadekrydset. Vi var lige nået over fodgængerfeltet, og da vi vil gå bag om hende ned af Gasværksvej vendte hun sig om og stirrede. Jeg svarede hendes spørgsmål med et: Jeg ved det ikke! Og så tændte hun fuldstændigt af: HVAD HELVEDE MENER DU MED 'VED DU IKKE', HVAD FANDEN I HELVEDE ER DET FOR ET SVAR? HVA'? Tydeligvis et subjekt, der har tabt den helt store dåse småkager. Hun råbte og skreg at hun ville smadre os, og at jeg ikke skuææe smile flabet (hvilket jeg i særdeleshed ikke gjorde) - og hun løb efter os og tog mig hårdt i armen, på det tidspunkt var jeg faktisk ret bange for, hvad hun kunne finde på... slå eller stikke med noget. Yderst ubehageligt.

Jeg ved ikke, hvad det var, den situation sidder stadig i mig. Det er som om jeg føler en eller anden form for skyld. Jeg er måske også selv en stor og skællet hidsig varan, som ingen vil have eller kan lide.