Og så er endnu en weekend gået som et knips med fingrene. Fredag var der sneøl uden sne. Vi holdt os langt væk fra indre by, som er et sad, sad sight for arten Homo Erectus under indflydelse af nissehuer og andet blinkende merchandise. I stedet væltede vi os i Russian Cocaine og Caucasians på en bar uden navn, på en gade uden fortov. Derefter mødtes vi med M som havde festet med magasinpigerne i hans flade Pradas, som to dansende sølvfisk.

Der er altid fyldt med høje og flotte mænd på den bar på Vesterbro. Men de er ligesom mest optaget af sig selv. De glor og vi glor. Den flotte arkitekt CEO var der. Vi gloede på hinanden. Vi dansede med nogle skøre nordmænd. Vi gik ikke hjem med nogen. Vi gik selv hjem. Månen var også ude, jeg vidste hvor de var, men tog ikke derhen. Godt det samme. Slipset skriver hele tiden nu. Fredag nat. Og lørdag aften. Han skriver som om vi er kærester. Pus, søde, smukke, prinsesse. Jeg bliver mindre og mindre interesseret for hvert sødt ord. Hvorfor er det sådan? Jeg væmmes næsten. Han vil mødes i næste uge, selvom han, som han skriver ikke er 100%. Nu vil han mødes? Han har haft et halvt år. Men den 'rigtige' dag, hvor alt 'passede' kom ligesom aldrig. Og den ene ting han inviterede mig på, aflyste han på grund af arbejde. Hvorfor er han så interesseret nu? Han har været sygemeldt og han keder sig, og lige nu er jeg så pludselig interessant. Men det kan være ligemeget. Jeg tror ikke, jeg kan vindes over nu. Jeg kan ikke mærke andet i min mave end en let irritation. Jeg tænker på Månen. Jeg ved heller ikke om jeg rigtig vil have ham eller jeg bare vil, fordi jeg ikke kan. Han skriver til gengæld aldrig. Det er vores uskrevne regel. Vi skriver ikke. Vi mødes kun hidkaldt af tilfældigheder. Sådan er det, og det føles helt fastlåst. Når vi mødes, er der kun ét spor med mikroskopiske variationer. Vi tager en taxa, fordi han siger, at det kun er fattigrøve som cykler, og jeg siger, det kan godt være, men at vores liv (fattigrøvenes) i det mindste ikke lugter af imiteret læder og wunderbaum. Og han kigger på mig, og jeg kan se at ordene kom fra et sår i hans øjne. Og jeg giver hans hånd et klem. Og resten af turen er vi tavse. Og når vi kommer hjem, kysser vi lidt, børster tænder og han tager tøjet af og smider det på sofaen og kravler ind under min dyne. Der venter han på, at jeg tager tøjet af og kravler ind under min dyne. Og så er det igen the beaten track. Ikke fordi det ikke er hyggeligt. Men næste dag er bare fuld af tomhed. Alt det man har sammen under dynen eksisterer ikke i andre sammenhænge. Dagen er i stedet fyldt af Yahia Hassans perkergrammatik og Matadors spjætmazurka.

En dag hvor jeg slumrer ud og ind af virkeligheden og dagdrømmene. Ser mig selv som en film. Zoomer ind og panorerer. Klipper begivenhederne i stykker. Stråforkorter et øjeblik. Forlænger en stund. Slowmotion take med bølgende lokker. Caster en ny medspiller. Læner mig tilbage og glor med på alt det der aldrig rigtig kommer til at ske.