Det er noget farligt noget sådan at skulle formulere sit eget opgavespørgsmål... Jeg bryder mig ikke om det. Læser lidt her og lidt dér og retfærdiggør så min indsats for nu, læser lidt fransk, men mest af alt skriver jeg på mit eget... Et helt år er der snart gået uden at jeg har haft tid til andet end et par sporadiske dagbogsindlæg eller et halvfærdigt digt på vej hjem i toget, hvor jeg godt ved jeg burde have læst... (Burde - hmmm!)
Det er ved at gøre mig vanvittig, at jeg ikke har mere tid til selv at skrive... Mit hoved myldrer med idéer og jeg prøver at huske dem alle... Jeg tror jeg har en hel roman oveni hovedet - jeg tror jeg har været igennem stort set alle scener i et ledigt øjeblik (ofte på cykelturen gennem Odense), jeg elsker min historie, der er en sammensmeltning af 2-3 (kan ikke huske det) forskellige idéer, jeg tidligere har haft, og som til sammen giver, hvad der for mig lige her og nu synes at være den perfekte enhed.
Og på det studie jeg har, betragter jeg dagligt en helvedes masse fantastiske teknikker, og tager dem til mig. Jeg kan mærke hvordan jeg nu, meget mere en tidligere er opmærksom på ordvalg, symbolik, beskrivelser osv osv. end jeg tidligere har været.
Og jeg bliver skør... Jeg er helt i tvivl om hvorvidt mine opgaver består, har ikke rigtig overblik over hvor godt de lever op til kravene... I bund og grund ønsker jeg jo ikke mere end bare at bestå. Jeg vil fortsætte på studiet, få et papir i hånden engang når jeg er færdig, og suge til mig af viden og idéer... Jeg har ingen ambitioner om at skulle forske i litteratur, og er ved at blive kvalt i teoretiske tekster, der diskuterer små forskelle, og som jeg i mine opgaver skal kunne ballancerer fint imellem... Jeg vil gerne pille en tekst fra hinanden og studere enkeltdelene og sætte mine tolkninger sammen i et meningsfyldt hele, og i øvrigt være totalt og aldeles ligeglad med hvem præcist der nøjagtigt mente hvad om den eller den tekst. Det er fint nok at læse om, det giver stof til eftertanke at se hvad andre lægger i en tekst, hvad de fokuserer på... Men fandme om det interesserer mig at sidde og diskutere andres meninger henover en tekst.... Jeg vil bare gerne kigge på teksten selv, bruge hvad jeg kan og vil af de redskaber de teoretiske tekster har givet mig, men ikke gå og holde hoved og hale i hvem og hvad... Det er så dræbende...
Men det er bare min mening...
...Og jeg elsker stadig mit studie! Ingen tvivl om det... Jeg vil bare hade at blive dumpet og i sidste ende måske være tvunget til at forlade det, fordi min kreative lille sjæl slet ikke passer til at teoretisere ting til døde... (Det er min romantiserede udgave af det... det er meget muligt man kan sige at jeg bare ikke er kvik nok til det - og nu må vi ikke glemme at jeg ingen karakterer har fået endnu, det kan faktisk også være det er gået godt nok - men jeg er ikke overbevist!!
Jeg er der, som jeg sagde til Bo forleden, for at lære, og blive klogere på min egen skrivning, for at få et papir der kan give mig et job, der tillader mig at udfolde mig skriftligt... Allerhelst bare for at få de finpudsninger ,der skal til få at få udgivet noget, og hvis jeg er heldig også, solgt lidt af det. Jeg er der først og fremmest for den personlige værdi det giver mig, som forhåbentligt skal kunne munde ud i en karrieremæssig værdi en dag...
Ja... Dette indlæg emmer lidt langt væk af, at jeg er bange for hvordan det er gået... Jeg hader at folk går og siger at jeg selvfølgelig har klaret det godt, at de ikke er i tvivl om at jeg får en god karakter... Det er kærligt ment, men det gør nederlaget dobbelt så stort!

Jeg vil skrive... Det er når jeg skriver, at jeg føler jeg udretter noget... Jeg vil skrive det, JEG vil skrive! Jeg må give den en skalle af en anden verden i ferien... Jeg elsker min historie, og jeg vil hade at se den glide ud mellem mine fingre som så meget andet... Jeg har faktisk gået og luret så meget på den, at jeg har hele slægtshistorien klar... Har baggrundshistorier på karakterer som jeg ikke engang er sikker på kommer med i sidste ende... Udover den fortælling jeg lige nu arbejder på kunne jeg skrive tilbage i 4 generationer... (Fantastisk som fantasien arbejder hurtigt... Og tiltider knap så anvendelig en egenskab - på plussiden kan jeg slynge om mig med fyldstof, uden at skulle tænke mig om, fordi jeg kender dem alle sammen så godt efterhånden)...

Fik jeg sagt at jeg savner at skrive de ting jeg selv gerne vil skrive....

Michala