Kære natbog (XI) – zombie...
Olivia Birch...
9 år siden
Bliver jeg nogensinde god...
Jønsse
8 år siden
Pandekagekomfur
Peter
11 år siden
Hold mig i hjertet for en...
Kasper Lund ...
8 år siden
Forandring
Hanna Fink (...
10 år siden
Smooth Criminal
Olivia Birch...
9 år siden
Vinter på vej
Mikala Rosen...
12 år siden
Hvor skal vi hen?
Liza Abildsk...
10 år siden
Tanker
Luxuryline
10 år siden
Dagen er tiltaget med 3 t...
Hanna Fink (...
11 år siden
Storskrald
Hanna Fink (...
8 år siden
Slot, strand sol, skoldni...
Michala Esch...
15 år siden
Da Mikkel på en måde fik ...
Olivia Birch...
9 år siden
Et skridt nærmere
Liza Abildsk...
10 år siden
En aften med oplæsning, v...
Olivia Birch...
9 år siden
Min beskrivelse på livet
Shawn Cee (J...
9 år siden
Spoken Word Festival 2014...
Kenneth N. C...
10 år siden
Om at være tanketyven
Merida Dunbr...
5 år siden
Lidt af hvert
Hanna Fink (...
8 år siden
Planlagde festival til la...
Carsten Cede...
10 år siden
Gud hader dig, og især mi...
Kasper Lund ...
8 år siden
Jeg er blevet Morfar
Poul Brasch ...
8 år siden
Forfra... Hvor længe kan ...
Gittepigen
11 år siden
Selektiv skriveblokering
Olivia Birch...
10 år siden
Ny Picanto
Peter
11 år siden
Mystisk tilbageblik
kaotiskkaos
6 år siden
En bid af hverdagen.
Hanna Fink (...
4 år siden
Anden dag på Fyldepinden
Gaffa Brandt
11 år siden
Er der en mening?
Jønsse
8 år siden
Min russisk ven
Halina Abram...
7 år siden
10.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Jeg pjækker i dag!
Jeg var egentlig kommet halvvejen til Roskilde, da fristeren pludselig plantede en tanke i mit hoved:
"Man kunne også blive helt hjemme..."
Af en eller anden grund havde det ikke før slået mig som en mulighed. Vi skulle have dobbelt op i dag, fordi vi har en del torsdagstimer der ligger på helligdage... Altså skole fra 11-16 med en enkelt mellemtime. Jeg havde allerede besluttet at gå tidligere, da jeg skal til forældremøde i aften, men at det var en mulighed at blive helt væk var ikke overhovedet faldet mig ind før halvvejs til Rosklide...
Jeg kørte videre, men for hver meter blev fristelsen større og større... og til sidst vendte jeg bilen og satte snuden hjemad... Og jeg tror egentlig det var den rette beslutning!
I går nat sov jeg slet ikke, fordi jeg skulle nå at læse "Verdenssamleren færdig", som jeg ikke havde nået at få ordentligt begyndt på (havde læst ca 100 sider i forvejen), og jeg havde haft en aftale med mine søstre om at skulle ud og finde brudesko om eftermiddagen/aftenen (Altså i tirsdags - Ja, min lillesøster skal snart giftes!). Jeg var ikke rigtigt træt i går, før jeg nåede til hjemtransporten, hvor jeg snød mig til ½ times overfladesovning (selvom jeg egentlig skulle læse Pére Goriot færdig til i dag), og jeg kom slet ikke rigtigt op af det dér halvsovende stadie igen... Hele aftenen indtil Erik skulle sove var jeg halvt væk... Og da jeg gik op for at putte Erik var jeg helt væk indtil Bo kl 23 kom op og fik mig i seng...
Om natten drømte jeg at Helene og jeg var dødeligt syge, og lægen anbefalede os bare at tage skarntyde-piller med det samme for ikke at trække processen i langdrag. det gjorde vi så. Jeg gav Helene først (med et lille stik i hjertet), for at hun ikke skulle opleve at stå alene når jeg faldt død om først, og så tog jeg selv... Det var en underlig følelse sådan at stå og skulle tage livet af sig selv, men egentlig ikke sørgeligt, meget hverdagsagtigt, sådan nu-skal-vi-også-lige-have-dét-ordnet-agtigt :/
Jeg fik det mærkeligt efter at have spist den pille, sådan svimmel og kraftesløs. Men jeg undrede mig over, at jeg egentlig ikke faldt om og døde, men kunne gå til købmanden og handle... Helene var helt upåvirket.
Jeg vil gerne indrømme, at jeg da jeg havde undret mig over, at der på pillepakken stod "Skarntyde energipiller", og at der bagpå stod indtages i forbindelse med et måltid - men jeg havde tænkt, at hvis bare vi spiste dem på tom mave, skulle de nok kunne slå os ihjel alligevel. Dette havde jeg diskuteret med Camilla (min storesøster) der da helt sikkert var enig i, at giften måtte virke fortrinligt på tom mave... Pludselig gik det op for mig at Helene ikke kunne sluge piller og havde hostet den op igen... Men da der nu var gået mange timer siden indtagelse og det eneste jeg kunne mærke stadig bare var svimmelhed og kraftesløshed, tænkte jeg at vi måtte prøve igen senere...
På vej hjem fra købmanden skulle jeg klatre over et hegn, og stod pludselig på marken ude foran mine forældres hus, og Camilla og Christina var børn og løb rundt og legede pirater, da de så mig komme over hegnet kom de stormende hen imod mig for at få mig med på legen.
Jeg ville lige først ringe til Bo, for at fortælle ham at at vi havde taget pillerne men at de ikke rigtigt virkede. Han afbrød mig før jeg nåede til det med den manglende virkning.
"Aaaaj, har I allerede taget dem? Det skulle jeg have vidst, så havde jeg taget tidligt fri i dag, så vi lige kunne se hinanden en sidste gang..." sagde han i et toneleje som havde jeg fortalt ham, at vi havde spist hans yndlingskage uden at vente på ham...
Jeg beroligede ham med at han nok sagtens kunne nå det, da det ikke så ud som om de virkede....
Så vågnede jeg af Helene der ville fortælle mig, at hun var faldet i søvn uden bøjle i munden (ja jeg faldt jo i søvn før hende, så...).
Mærkelig drøm, men da jeg vågnede gik det op for mig at den der afmattede/svimle følelse jeg havde haft igennem min drøm stadig sad i kroppen... Jeg kunne have sovet timer endnu, men det var tid til at stå op. Jeg måtte jo også sande at jeg var faldet i søvn før jeg havde nået at læse mine lektier færdige til i dag (jeg manglede ca 60 sider roman og 70-80 sider sekundær litteratur. Hvilket selvfølgelig ville betyde, at jeg måtte møde helt uforberedt op til timerne i dag... Og så skulle jeg også lige huske at købe ind til en ret til hver af ungernes påskefrokost i morgen, så vi kunne lave maden klart engang efter mødet i aften... SUK!
(I øvrigt spiller et lille træk fra al min læsning også ind i drømmen - "Flyvende hunde", som vi læste for et par uger siden (hvor jeg sad oppe til kl 3 om natten for at blive færdig) handler jo bla.a.om Goebbels børn, som vi også hører bliver forgiftet til sidst . noget der har gnavet i mit moderhjerte siden)

Jeg må indrømme at den dér fristelse faldt på et tørt sted... JEG PJÆKKER!! Sgu!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Don't judge me! er publiceret 21/03-2013 10:17 af Michala Escherich (Machula T.).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.