I går blev en god aften, selvom den startede med sugende klump af irritation i maven. Udløseren var Bob, min ynglingsdæmon og bøsseven. Hans venskab føles nogen gange borderline fjendskab. Når han er en god ven, er han en virkelig god ven. Vi har den samme whiplash-agtige humor, vi kan have det virkelig sjovt sammen, vi holder virkelig meget af hinanden og har på mange måder et stærkt bånd. Men når han er harsk, er han simpelthen så demonstrativ, ustadig, barnlig og urimelig. Jeg har med udgangspunkt i ham opfundet udtrykket venskabsskøge. For det er lige hvad han er. Når han eksempelvis har mødt en af mine venner/veninder til en fest, så friender han dem på Fb og begynder at snakke med dem sådan udenom en, invitere på kaffe osv, og lige pludselig kan han snakke om dem, som om det er HAM, der har kendt dem siden barndommen, og MIG der bare sådan er et sporadisk bekendtskab. Det har jeg i princippet ikke noget imod. Jeg mener ikke man på nogen måder 'ejer' sine venner. Og jeg synes egentlig bare det er rart, at han kan lide de mennesker omkring mig, som jeg kalder venner. Der er som regel ikke grænser for, hvad han vil gøre for nye venner. Han vil stå på hovedet for dem og giver dem masser af opmærksomhed. Men oftest mister han ganske hurtigt interessen. Og så er det dobbelttræls for mig 1. fordi man først oplever at blive negligeret og overset til fordel for de nye venner. 2. Når de nye venner (som i nogen tilfælde har været mine venner til en start) bliver 'droppet' så forstår de det ikke, de synes han er mærkelig og falsk, og på en eller anden måde synes jeg, at det falder lidt tilbage på mig. Ergo han er en promiskuøs venskabsskøge.

Jeg tilgiver ham for det, når alt kommer til alt ved jeg jo godt, at hans desperate venskabsjagt er opstået i hans noget aparte familieforhold. Han har overhovedet ingen kontakt til hans familie, far, mor og søster. Alle tror altid at de har slået hånden af ham, fordi han er bøsse. Men det er noget langt mere kompliceret end simple fordomme, som ligger til grund for isolationen fra familien. Jeg kan ikke forklare hvad præcist, men har en klar fornemmelse af, at der kan findes skyld på begge sider. Bobsteren er et ufattelig kompliceret menneske og han er meget sort/hvid og kategorisk på nogle områder, især dér hvor han er allermest sårbar. Hvis familien deler disse egenskaber, så kan jeg sagtens se grundlaget for et veritabelt clash.

Mit andet problem med ham er, at når han om nogen ved hvordan det er at være sårbar i forhold til komplicerede familieforhold, så på mest ufølsomme, nærmest sadistisk vis, kan trampe hen over min sårbarhed i forbindelse med komplicerede familieforhold. DÈT sårer mig, fordi det er lige her man burde kunne hente forståelse, anerkendelse og respekt. Hvis bare jeg kunne henskrive hans gerninger til uvidenhed, kluntethed, ubetænksomhed, så kunne jeg let tilgive. Men nej, det virker nogen gange som om, at han navigerer fuldt ud bevidst om de ømme punkters geografi og sætter nålen i, målrettet og demonstrativt, for at påføre den samme slags smerte, han selv har følt. Man behøver helt sikkert ikke at være fucking Freud eller Einstein for at regne den her ret banale 'du bliver, hvad du spiser'- mekanisme ud. Men alligevel er det mig ubegribeligt, at han ikke kan tøjle behovet, at han virkelig kan få det over sig at behandle en ven sådan. Fordi jeg kender ham så godt, og qua min lille analyse, er det mere irriteret, skuffet og vred end egentlig såret jeg bliver. Men indimellem har jeg virkelig overvejet at lægge solid afstand til ham eller helt afskrive ham som ven, fordi det simpelthen i perioder påvirker mig så negativt. På den anden side, så synes jeg ikke jeg har venner nok til sådan at 'rutte' med dem. Og han er en virkelig stor del af mit liv, og jeg har haft så mange fantastiske stunder med ham. Åh, hvorfor skal nogen ting være så komplekse?

Sjovt at han en overgang troede, at han skulle uddanne sig til psykolog – en person med så lidt selvindsigt? Jeg har altid sagt, at det ville svare til, at Lord Voldemort blev hyret som socialpædagog på Hogwarts – eller som at sætte Roman Polanski til at instruere Lolita.... noget træls, paradoksalt og selvmodsigende, som kun kan ende i gråd og tænders gnidsel.

I aften skal jeg til koncert med roomie, og bagefter vil vi lave et lille ryste sammen arrangement ved at drikke et par øl på en bodega.