En mand i en robåd, uden årer, på et stort og øde hav. Ingenting er dér, hvor man er alene, udenfor alt, på det åbne hav, hvor alt mister sin betydning, fordi det ophører med at stå i forhold til noget andet. Han sidder helt krympet sammen i bunden af båden, den omslutter ham tæt. Hans hovede er stort, næsten større end båden. Båden og manden er trukket op i tynde vævre streger, med enkelte tykke konturer. Båd og krop overlapper hinanden i streger, så kroppen fornemmes at være transperant. Man kan se ind til hans krop. Der er ingen årer. Hans hovede er vævet af spindelsvævslette linjer som nærmest minder om et kotekort, der er alder, afmagt, ensomhed og fortvivlelse. Blikket er vendt ned og er sorgfuldt, apatisk og træt. Vandet ligger omkring båden i en sort klump, først streget op i tusch, sidenhen opløst og vædet så det fortrænger farven ud i flossede kanter, der ligesom vrider sig som små krappe bølger. Ikke store brunstige bølger, men de små krappe bølger, som har styrken i deres hyppighed, deres vedvarenhed, konstante uophørlige hårde slag mod bådens sider, for evigt, ud i ingenting. Det meste af hovedet stikker op over horisontlinjen, og deler himlen i to. Den let tiltende horisontlinje er kun streget op til den ene side. På den anden side driver hidsigt rød vandfarve ned og lægger sig tæt op af bådens kontur. I den anden side, over vandlinjen, er himlen en rasende turkis.

Jeg har i dag arbejdet mere på illustrationerne af 'ingenting'.

Det er en komposition der fungerer overraskende godt. Jeg er ret glad for dette bådmotiv, og jeg tror det skal udforskes mere. Især i forhold til den horisontlinje, som på en måde er endnu en kant, en opstregning af evighed og ingenting, en afgrund måske. Alt kommer af ingenting og ingenting er alting.

Bådtematikken holdt til ud på aftenen. Hos venner med barn har vi 'fejret' 'Kalles første skefuld', med en omgang bryghusøl og et par indianere i kano.