Jeg har oplevet. Meget.

Næsten fætter kom og sagde farvel til mig, da jeg skulle afsted på ferie. Så kunne han låne lejligheden i mellemtiden. Vores normalisering gik ok... indtil han sagde, at det gik ok. Så blev luften pludselig helt elektrisk imellem os, og vi prøvede alt hvad vi kunne, at lade som ingenting. Det gik, og jeg kom afsted uden at noget skete, men det afstedkom en hel stribe af hede sms'er mellem os på hele min ferie. Hvor jeg vidste han var hjemme i min lejlighed.

Ikke overraskende tror jeg, vi uudtalt blev helt enige om, at vi bare skulle nyde det, når jeg kom hjem... og det gjorde vi så. Vi glædede os begge til det. I sådan en grad, at jeg var bange for at hans gamle far skulle blive syg og det derfor så alligevel ville blive anderledes. Men det skete ikke. Og nu har vi så mere eller mindre boet sammen i 3-4 dage. Jeg har været til fester og kommet fuld hjem, eller han har, og vi har hvisket søde ting til hinanden om aftenen, når vi dumpede ind i hinanden igen. Hele tiden med den vished, at det er for sjov. En leg ... en barndomslyst, noget som skulle gennemleves. Og det tror jeg, det er blevet... Mærkeligt. Utroligt kærligt og dejligt at være sammen. 'Hverdag' sammen har vi jo prøvet en million gange, så hver gang det har været sådan noget 'hverdag' i disse dage, så har det bare været så alt for normalt med et mærkeligt nyt fortegn, at vi har grinet af det. Vi nåede at vaske tøj, gøre rent, købe ind og lave mad sammen. Det var jo for morsomt. Næsten fætter er en smuk smuk ung mand med et meget skarpt hovede og en fantastisk humor... men han har også en eller anden appel til beskyttelse, som jeg kender og holder af. J havde det også... og jeg falder åbenbart lidt for den slags, men hos næsten fætter er det stærkere og lidt for meget. Jeg vil altid nyde næsten fætters samvær, ligegyldigt hvad der sker. Men den der følelse af, jeg ved ikke hvad det er, det får mig til at stritte imod. Noget med weltschmerz, som er alt alt for genkendeligt... og som gør os til familie mere end det andet. Og så rister ham og hans venner iøvrigt alt alt for meget, og det kan jeg ikke rigtigt snuppe. Det ved han godt ... så hånd på hjertet nærmest gudsbenådede begavede og smukke kloge drenge, der bare græder livet væk. Kunne mærke en spirende 'så tag dig dog sammen', som jeg havde det med fyr. J var anderledes. Han kæmpede for sig selv. Det har jeg og havde jeg stor respekt for. Men det gjorde mig også på en eller anden måde bange for ham. Mærkeligt.

Næsten fætter tager tilbage til de varme lande om et par uger. Heldige kartoffel :) I mellemtiden tror jeg heller ikke, jeg skal se meget til ham. Uden vi rigtigt aftalte det, var det bare naturligt, at vi skulle lege til min ferie var slut, og han så vidste at jeg ville bliver hverdagsagtig og irritabel, og jeg vidste at jeg ville blive presset over ikke at have mit eget space intakt. Godt set. Men jeg holder nu ikke mindre af ham efter denne uge. Han skal nok blive en voksen mand.... hør mig?! Jeg vil altid være ældre end ham, som da vi var små. Det er lidt groteks. Søster og jeg planlægger at besøge ham engang til efteråret.