En hård halsbetændelse har opholdt mig i to uger. Emil... Heldigvis gik jeg fri denne gang. Der er ikke noget værre end at have sit barn syg samtidig med at man selv ligger.

Men han er på dupperne igen og gensynet med vennerne i vuggestuen, var nærmest rørende. Der var ingen gråd eller drama da jeg gik og når jeg snart henter ham, ved jeg at han har haft en pragtfuld dag. For hans skyld venter jeg lidt endnu. Vi har gået op og ned ad hinanden gennem de sidste to uger...trodsalder, tandfrembud og halsbetændelsen har gjort ham lidt træt af sin mor. Han trænger til den stimuli som vuggen giver ham.

Hold kæft hvor kan den dreng blive hidsig. Omsider har han lært at det ikke hjælper at kaste sig ned i gulvet og simulere et anfald. Derimod slår han sig selv i hovedet når jeg sætter en grænse. Jeg blev sgu forskrækket i starten. ”Der må være noget galt med ham!!!” Men jeg så hurtigt at dette også blot var en form for trods. Puh-ha! Det er godt nok en...udfordrende tid med min lille søn men jeg har lig' som vænnet mig til det nu. Han skal jo frigøre sig og alt det der og jeg HAR jo selv lært ham at være selvstændig. Jeg må bare klare det også trække vejret og tælle til ti hvis det bliver for hedt!

Dramaet med revalideringsgruppen fortsætter og jeg bliver mere og mere gal over det hele. Forhåbentlig er det hele overstået om en måneds tid og jeg kan starte på min uddannelse i ro og mag.

L vil gerne flytte sammen igen. Han er jo ikke dum og ved godt at jeg er så inderligt bange for at give det endnu en chance. Det er da rart at han, trods alt, har fundet ud af at han gerne vil leve side om side med mig og hans søn. Jeg tør bare ikke kaste det hele til side og risikere et endnu større tilbagefald fra hans side. Selv kan jeg heller ikke klare endnu en tur af den kaliber.

Jo jeg har stadig en drøm om at være famile sammen med ham men den skal også være GOD og SUND.

Han har endelig ”overgivet sig” til behandling og jo...jeg mærker da tydelig forandring men...det er desværre ikke nok. Jeg tror vi må se tiden an og måske have et fælles projekt der hedder ”at flytte sammen igen”. Måske skal der gå et år, måske to eller flere...lige meget hvad, så skal han have det meget bedre og få uddrevet nogle af de spøgelser og barrierer der gør det vanskeligt for ham. Vi har en dreng at tænke på...og hinanden.

Mit forslag har været, at jeg tager med ham til hans behandler og drøfter tingene i hendes gehør. Måske kan vi sammen med hende lave aftaler eller planer som vi så kan arbejde os hen i mod.

Det vigtige for mig er også at LEVE mere for mig selv. Alt energi er blevet brugt på Emil (selvfølgelig) og på L. Nu står jeg endelig overfor noget der kun berør MIG (uddannelse) og jeg må også takke ”ja” til den lejlighed jeg (forhåbentlig) snart får tilbudt.

Åhhh jeg trænger til at komme VÆK herfra. Alt den uro gør mig helt bims. Folk sviner som havde de ingen pli. Forleden måtte jeg selv gøre gangen ren fordi folk skødesløst smider affald over alt. Konstant er der gråd og larm. Børnene leger til langt ud på aftenen og Emil har svært ved at falde til ro med alt den postyr. Fire måneder snart...tanken om fire til gør mig mismodig. Hver gang jeg ser posten mærker jeg hvordan jeg kommer til at holde vejret...”Kommer brevet mon i dag?”. Det begynder at genere mig at vi kun har 20 kvm2 at bevæge os rundt på. Selv Emil trænger til mere plads og mere ro.

Jeg vidste godt at den her tid ville komme. Jeg vidste godt at jeg ville nå dertil hvor jeg ville blive træt af at bo her. Heldigvis er det ikke direkte uudholdeligt, men bare svært.