Endelig hul i gennem til internettet. Nu mangler jeg bare en fjernbetjening så jeg kan indstille kanaler på mit tv. Jeg har følt mig ret isoleret uden de ting.
Man er vel forvent...

Det går bedre og bedre i vores lille nye hjem. Min trivsel her, er stærkt betinget af Emils. Men han vænner sig gradvist til det. For hver dag falder han mere og mere til.

Jeg havde frygtet at et stort sort hul ville ramme min mave. Men siden i søndags, hvor vi flyttede ind, vokser en styrke i mig. Det føles rigtig rart og jeg er så glad for min beslutning.

Det kan forekomme mig en smule deprimerende at gå ind i bygningen. Følelsen af at være "et socialt tilfælde" er lige så grim som den kommunale gule farve på gangene. Heldigvis er der dog malere som i dette øjeblik er i gang med at male HVIDT på den gang jeg bor på. Jeg frygter bare at de alligevel giver væggene en sidste finish fra den kommunale farvepalette.

Når det så er sagt, forsvinder den grimme følelse så snart jeg lukker MIN DØR bag mig. Vores lille "kosteskab" har jeg forvandlet om til en hyggelig hule men nips, farver og hygge. Mor-Barn-damerne kom på besøg i morges og sagde at man ikke skulle tro, at vi lige var flyttet ind. Her virkede så hjemligt. Det er her også...og det føles rart.

Det er et midlertidigt stå-sted indtil jeg får min egen "rigtige lejlighed". Apropos det, fik jeg af vide at jeg ER på listen. Tilbage er der bare at vente.

Emil og jeg er meget tætte. Hver aften når vi har været i bad, leger vi en leg vi kalder "baby". Den består egentlig bare i, at Emil ligger i min favn...på min bare mave og jeg synger "Vakker my baby...". Den lille hyggelige stund fylder os begge med en ubeskrivelig tryghed.

Jo der er konflikter. Emil vil gerne ud på den lange gang og løbe hele tiden, men det går jo ikke....hele tiden! Så bliver han frygtelig sur. Jeg lærer dog hele tiden hvor trygt det også er for ham, når jeg sætter tydelige grænser. Jo mere direkte jeg er, jo kortere tid er han "gal".

Vi skal nok klare den sammen Emil og jeg.

L er som forventet, vågnet op til virkeligheden. Han har næsten ringet til mig hver dag og fortalt hvor trist og ensom han føler sig. I går sagde jeg ja til en kop kaffe...vi fik talt lidt og skiltes på en rolig måde. Et sted i mig har jeg lyst til at give ham et eller andet, så han stadig "har mig". Men jeg er nået derhen hvor jeg ganske enkelt ikke kan. Tingene har ikke ændret sig for ham. Han kan stadig ingenting give og hvis jeg lader ham komme ind igen, vil jeg kunne starte forfra med ulykke og utryghed.

Nej. Herfra må jeg se frem. Jeg har gået for hårde veje med L. Mange gange har jeg været ved at gå helt i stykker...jeg tør ikke mere og er skide bange for at blive ked af det igen. Det har været så hårdt...så længe.

Det er skræmmende at være helt alene men mere skræmmende en den frustration over L's manglende empati og omsorg.

Nå nå nå. Jeg har en opslagstavle jeg skal købe et eller andet sted. Men lige nu vil jeg nyde min ræser-hurtige ADSL-forbindelse.