Meeeeen... piiiv!!
Min bil. Min højtelskede Jakob-bil...
Havde ham til syn igår, og det var ikke særligt opmuntrende. Han kører jo fint, efter ham faren fra min børnehave har haft fat i den. Men der er åbenbart alt for meget rust... Det var deprimerende at se ham gå rundt med sin lille dumme hammer, og slå hul efter hul i min Jakob...
Det kommer til at blive dyrt at få ham ordnet, hvis det overhovedet er muligt. Han er jo en gammel bil (ældre end mig), og de ting der skal skiftes ud på ham, er nok slet ikke til at opdrive mere :(
Tudede hele køreturen hjem. Jeg prøvede hele tiden at gøre mig selv i bedre humør, ved at synge nogle sange... men hver gang fik jeg en sang til at passe på Jakob (spørg mig ikke hvordan), og så tudede jeg endnu mere...
Da vi kom hjem siger min far (der havde været med mig - dog i egen bil, for, som han sagde "hvis det nu går rigtig skidt), at vi jo kunne kigge efter en ny bil, til en fornuftig pris... Og så tudede jeg bare én gang til... Jeg vil ikke have nogen anden bil... Det er jo ikke fordi jeg har så forbandet meget brug for en bil, nu hvor jeg er kommet tæt på det hele... Men min Jakob... Jeg kan da ikke bare sælge ham til skrot... Det er ikke engang så meget for min egen skyld, men stakkels Jakob.
Det er ligesom dengang jeg var lille, og min mor kom og hentede mig på skolen, og så mig stå og stortude, trøstet af Pernille fra min klasse. Da hun spurgte hvad der var galt, men ikke kunne forstå svaret, måtte Pernille forklare det: Mit viskelæder, mit helt nye viskelæder, som jeg havde fået i fødselsdagsgave et par dage tidligere, var blevet væk. Alle lærerne var blevet varslet og holdt øjnene åbne, mit matematik lærer blev tyve minutter efter timen mens vi sammen havde kigget samtlige kasser med kuber igennem, rengøringen fik besked på at holde øje med et blåt viskelæder etc...
Min mor sagde at vi da bare kunne køre ned og købe et nyt, men jeg ville ikke have et nyt, for det kunne ikke erstatte det andet viskelæder, der lå et sted, og var bange og ked af det over at jeg havde glemt det...
Elsker denne historie (fordi den ender godt og lidt komisk - viskelæderet lå i lommen) og tror også jeg har fortalt den før i min dagbog...Den er bare et godt billede på, hvordan jeg har det med enhver ting, jeg tager til mig...
Jeg tager dem virkelig til mig... Selvfølgelig fordi de har et eller andet formål, men så har jeg også ansvaret for dem, og tager det op, som var det ansvaret for et liv... Så længe noget kan bruges, fortjener det at blive brugt, og skal i hvert fald slet ikke smides ud...
Jeg prøver lidt at sige til mig selv, at min Jakob-bil er gammel, meget gammel af en bil at være, at han er træt, og måske i virkeligheden gerne så sig selv fritaget for at blive presset yderligere.... Måske vil han gerne dø, og han har i hvert fald været glad (håber jeg) for at være hos mig de sidste par år... For at blive talt til og klappet... Jeg mener vi siger altid "Godmorgen Jakob," når vi sætter os ud for at køre i skole etc., og "Tak for turen, Jakob," når vi har nået vores destination. Og i de hårde tider i vinters hvor han havde det svært med at starte, holdt jeg tit og ofte peptalks for ham, og roste ham højt, når det lykkedes...
Ja, man må gerne grine... Jeg griner heldigvis også selv lidt af det, gennem mine tårer... Men jeg tror altså ikke desto mindre på at ting holder bedre, hvis man husker at vise taknemmelighed, og husker at holde af... Det kan godt være selve tingen ikke har følelser, men det må give bedre karma, at huske på at alt, hvad vi har omkring os, alt der gør vores liv lettere, et eller andet sted kommer fra noget levende, det er taget ud af naturen, der jo i allerhøjeste grad er levende, og formet efter vores vilje... Det har vi fået lov til, og det skal vi være taknemmelige for (og passe på ikke at overbruge det, for en dag får vi ikke lov mere - en dag siger naturen stop, for alvor!).
Ja, min taknemmelighed kommer så også til udtryk ved at jeg giver tingen en personlighed...
Jeg tænker igen og igen at det er så dumt af mig, for det er et helvede for mig, at skaffe mig af med ting...
Jeg smider ting ud, som jeg har det svært med i seperate poser, for så kan de snakke med hinaden ude i affaldscontaineren... Jeg gør et stort nummer ud af at brugbare ting, kan få et nyt hjem, enten vha kræmmermarked, genbrugsbutikker eller ved at forære dem væk den dag jeg endelig finder én, der vil have dem...
Det værste er at jeg ikke engang kunne ønske mig, at jeg var bedre til bare at smide ting ud, jeg ikke bruger.... For de ting, der har hjulpet mig, har haft en betydning for mig, fortjener bedre end bare at ende ude i en affaldscontainer.... Og de fortjener at blive værdsat...

Ja, jeg er lidt skør... Og gør livet svært for mig selv...
Suk!

Michala