Man må også gerne udstille sine svagheder lidt engang imellem... og her tror jeg, jeg vil vælge at slå et lille slag for at tage chancer, ricikere det kiksede og give mulighed for det dejlige.

I Porto var vi en aften ude med en helt flok af fættervens nye venner.

(Det her bliver en historie om en fyr)

Og der var den her høje fyr med fantastiske øjne og smuk dyb bas, der konstant kiggede mig i øjnene og satte sig ved siden af mig og vi jokede. Han lænede sig ind over mig, legede med mine øreringe og var i det hele taget sådan utroligt tæt på fysisk hele tiden. Hvis jeg ikke havde synes om det, ville det have været rædselsfuldt, men jeg reagerede helt modsat. Jeg kunne simpelthen lide ham. Han fortalte, at han var nervøs, fordi han lige havde søgt optagelse i et professionelt kor. Han havde tidligere været mere usikker, men var nu idag ved at lære at tro på at han kunne (det også... arbejde med noget helt andet).

Og tjah, jeg blev bare ret sikker på, at han synes om mig også. Senere på aftenen gik hele flokken ud at danse. Han kiggede direkte på mig inden og sagde, at han ikke ville komme med med det samme, men ville komme senere.

Der gik noget tid, og jeg tænkte at så kom han nok ikke... men så dukkede han alligevel op og kom hen og lagde armen om mig, og fortalte, hvor han havde været.

Meget sødt og gedigent roligt og selvsikkert det hele. Kortvarrigt engang imellem tænkte jeg om han måske var til fyre, fordi han var ret interesseret i min ven også, og dansede ... ikke svanset, slet ikke, men med moves, man ville kategoriesere sådan... (men det tænker man vist tit om fyre, der ikke er bange for at danse).

Mmm, og hvad skete der så. Resten af aftenen fik jeg ikke rigtigt taget mig sammen, og han gjorde heller ikke noget. Da fætterven og jeg og kæresten besluttede at gå, hev han mig i sådan gemytligt i overtøjet og sagde, at der da slet ikke var lukket endnu, og at jeg ikke skulle gå osv. osv. Jeg gav ham en knus og sagde 'jeg synes du er utroligt sød' og jeg sagde det, så han vist ikke kunne være i tvivl om, hvad jeg mente.

Og nu kommer det kiksede, som også er lidt sødt, synes jeg. Han holdt om mig, og sagde helt overvældet og forvirret 'tak' og sagde 'kys mig' og så gjorde jeg det, men jeg gjorde det på munden og han havde vist bare ment et farvel kindkys, som de nu gør..... (Jeg sidder og klukker af grin.) Og derefter kom guldkommentaren: 'Jeg synes også du er interessant' !!! Ha ha ha.... det er ved gud ikke den hedeste replik jeg har fået i mit liv.

Og hvad vil jeg med hele den historie? I virkeligheden tror jeg faktisk, jeg er stolt af den. Ved ikke om han var til mænd og følte tryghed ved mig (ved ikke hvorfor fanden det sker, men drenge føler ofte en eller anden form for helle i samvær med mig... som om jeg ikke er en pige), for at være tæt på min ven, eller om han bare ikke var til mig, eller ikke var til min facon eller hvad der gik skævt.... Men jeg er stolt, fordi jeg turde. Han kunne have holdt mig tilbage, hvis han havde villet... Og jeg ved, at jeg kunne lide ham.

Det føles godt at vælge, gør det... og rimeligt ligegyldigt at blive afvist. Faktisk næsten som et lille ar af dem ridderne skulle have i ansigtet i gamle dage, for at bevise sig som værdige.

Og når man tør sådan noget, og har den følelse i krop og sjæl efterfølgende, så har man vist ikke gjort nogen noget ondt overhovedet. Det er sund at turde satse lidt engang imellem. Jeg vil turde satse mere. Det føles godt gør det.