Har idag fået sms fra min gamle gode ven. Bedste drengeven. Han er blevet far... men for tidligt. Til en lille bitte en på lidt under halvandet kilo.
Moderen havde fået noget forgiftning, som vist er meget normalt og ufarligt, hvis ikke det er rigtigt slemt. Men det viste sig så under en scanning at baby var næsten et helt kilo mindre end de havde troet. At han ikke fik nok næring...

Det virkede dog som om alt var vel. Håber virkeligt at alt er ok. Ifølge beskeden lød det som om at drengen havde det fint.
Moren som faktisk er en af J's venners ekskærester, som jeg blev venner med på vejen.... (føles stadig lidt mærkeligt, men rart at kende bedste vens kæreste godt).... Hende, hun er vist helt til rotterne.

Græder når de er ved kuvøsen. Hormoner der punper rundt i kroppen. Skuffelse over ikke at kunne være den beskyttende mor, men fik frataget den lille ved kejsersnit to timer efter, at de havde fået at vide at det skulle foregå. Og hun fik ikke lov at holde ham, inden de skyndte sig ned med ham til neonatal.

Åhhh, hvor jeg dog håber at alt er ok. At det ikke viser sig, at han har manglet ilt eller sådan noget. Jeg håber virkelig virkelig at alt er ok. Min ven fortjener sådan det bedste... og her tænker jeg pludselig den mærkeligste tanke som lyder sådan: 'Men han er et troende menneske med kærlighed til livet, så han skal nok klare og finde mening i selv en besværlig situation'.

Jeg håber bare sådan for dem, at der kommer ro på det og at de kommer til at nyde det.

De har sgu på alle måder haft så travlt de to. Mødte hinanden til en komsammen hos mig november sidste år, flyttede sammen i sommer, og har nu allerede født deres første barn.

Åh, lidt ro på til jer.. ønsker jer og den lille alt alt det bedste.