Det sagde hun. Jeg stoler på dig...
Det er godt nok lang tid siden at jeg har hørt det. Fordi ofte er jeg faktisk ikke særligt meget til at stole på.

"Bare rolig, der sker ikke noget med dine cd'er."
"Yes jeg kommer til tiden!"
"Kan jeg låne på dit kort, jeg lover jeg afleverer dem igen rettidigt."

Fis i en hornlygte.
Faktisk har jeg nu brudt løfter så længe at folk aldrig rigtig ved hvor de har mig. Og sandt at sige så er det jo ikke med vilje at jeg overtræder mine løfter. Jeg er bare så pokkers distræt. Jeg har sat en ære i det, fordi så har jeg altid kunne undgå ansvar og de skældud der kommer med ikke at leve op til et ansvar. Men hey. min integritet er smadret.

Det værste er jo så det, at når folk begynder at regne med, at de ikke kan regne med mig, så bliver jeg skubbet tilbage i den rolle som den utilregnelige, og så er der faktisk ikke så meget andet at gøre end enten at ændre andres syn på én, eller bare udfylde den rolle man har fået. Desværre er sidstnævnte alt alt for nemt at forfalde til.

Min devise har altid været: et ord er et ord, til lysten mener noget andet. Det er jo for så vidt heller ikke rigtig nogen holdning at have. Jeg kan ikke forvente at folk forstår 100% hvad det er jeg tænker lige nu og her, og derfor må jeg ændre min måde at være på.

Jeg vil gerne være troværdig. Jeg vil gerne være en gut man kan regne med. men på hvilken bekostning? Ofte spekulerer jeg på om min personlighed ikke ER rimeligt kaotisk og som sådan ville INGEN kunne genkende mig, hvis jeg lige pludselig kom til tiden.
Nogen vil sige "jo, det ville fandme være rart"
Men jeg ved ikke. Ofte har mennesker med stort tryghedsbehov brug for troværdige og stabile mennesker. Hvis der er noget her i verden jeg ikke er, så er det stabil:D Jeg er ikke maniodepressiv som sådan, jeg har bare nogle, skal vi sige svingende tendenser til at skifte mening ofte.
Som Jokeren så smukt er kendt for:

"Jeg genopfinder mig selv hver eneste dag, for at følge med i den her gale og meget humoristiske verden vi lever i."

Se Jokeren tager det nok lige et hak for langt ud, ved at genopfinde hele sin baggrundshistorie, fortid og psyke, hver eneste dag, men lidt i den dur må jeg erkende at jeg også tenderer imod.
Jeg har altid været panisk bange for stilstand og forudsigelighed og derfor bør folk ikke kunne stole på mig.

Men kan ske man ikke kan byde en fast kæreste sådan en behandling. Se jeg har jo ikke en kæreste endnu per se, men det kommer jo nok. Og hvad når man skal til at have børn?! Fuck mand! De kræver jo rutiner og FASTE rammer...

Åh Gud, åh Gud.

Men kan ske jeg vokser med opgaven? Kan ske at mit liv pludselig falder mere til ro, så snart jeg ved hvor jeg har en omverden jeg kan forholde mig til. For man må jo sige der røres lidt i gryden nu. Dødsfald i familien, nyt studium (måske 2 hvis man regner politibetjent med), nyt menneske man gerne vil bygge noget op sammen med, nye hobbys og alle sådan nogle basisfaktorer der bare ligesom bliver pillet og indstillet ved.

Dermed ikke sagt jeg er så kaotisk fordi min omverden er kaotisk. Nææ tværtimod. Min omverden er kaotisk fordi jeg er indbegrebet af kaos. :D Der er ikke noget der ordentligt ved mig. Hah Selv min frisure må siges at være en ode til alle de døde pindsvin, man ser liggende splattede ud på vejen.

Men hun stoler på mig. Den tillid vil jeg ikke spilde. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at få læst den skide bog færdig, lært de ting der skal læres og så få den losset tilbage på biblioteket. Jeps!

Nå men nu må jeg hellere over og aflevere den her film der skulle være afleveret for 3 dage siden i blockbuster.

Jakob S. Arndal
- Tanker fra livet