Puha, for 1 år siden ville jeg aldrig ha troet at jeg stod i denne situation. Men der er godt nok sket meget.

Kort opsumering:
Jeg gik i skole med Kenny da jeg var på High School i USA tilbage i 1991-1992. Vi var i homeroom sammen og snakkede som regel hver morgen inden timerne. Der var intet romantisk eller sådan noget dengang. Da jeg tog hjem i juli 92 skrev vi sammen men efter et par år gik det i sig selv igen og vi fortsatte hvert vores liv 5000 km fra hinanden. Jeg tænkte indimellem på hvad han gik og lavede og om han havde det godt.

I februar 2007 sad jeg og ryddede op i nogle gamle papirer og faldt over et af Kenny's gamle breve. Ud fra poststemplet kunne jeg regne ud at det var et af de sidste jeg havde modtaget fra ham. Der stod en afsender adresse på kuverten og jeg spekulerede på om han stadig boede der. Det gjorde han nok ikke, men sandsynligheden for at hans mor stadig boede der var ret stor. Så jeg tog en chance og skrev et brev til ham.

Der gik 14 dage før jeg fik svar, men han svarede pr. email med det samme han havde fået brevet. Han havde ligeledes tænkt på hvordan jeg havde det og hvordan mit liv havde udviklet sig. Han var utrolig glad for at få kontakt med mig igen.

Vi skrev lange emails til hinanden hver dag i et par uger, det var rigtig rart at blive ajour ført på hvad der var sket i hans liv i de mellemliggende 12 år siden vi sidst havde haft kontakt. Emails'ene blev til Skype opkald i stedet for og vi snakkede sammen mindst et par timer hver dag. Det kunne også kun lade sig gøre fordi han gik sygemeldt pga en trafikulykke og jeg gik arbejdsløs.

I april fik jeg en stor slat skattepenge tilbage så jeg besluttede mig at tage over til Al & Eleanor (min værtsfamilie da jeg gik på High School dengang - har besøgt dem jævnligt og føler nu at de er en del af min "rigtige" familie) i juni måned og samtidig ville jeg jo have mulighed for at møde Kenny igen. Havde ikke set ham i 15 år, så det var faktisk som at skulle mødes for første gang.

Vores første møde i lufthavnen gik faktisk over alt forventning. Al kom til skade med ryggen en uge før jeg tog derover, så jeg fik Kenny til at hente mig. Men vi skulle lige "se hinanden an" de første dage, så der skete ikke rigtig noget.

4 dage efter jeg var kommet derover var vi inviteret til en af Kenny's venners fødselsdag inde på Manhattan. Det var rigtig hyggeligt, både festen og at møde nogle af hans venner. Da Kenny kørte mig hjem efter festen skete det så, vi kyssede! Det var d. 9. juni 2007.

Vi tilbragte næsten 7 uger sammen den sommer, det var skønt. Men det var rigtig hårdt at sige farvel da jeg skulle hjem sidst i juli. Ingen af os anede jo hvad fremtiden ville bringe, ville vi nogensinde se hinanden igen?

Månederne herefter var ret svære, for vi skulle begge have en hverdag til at fungere hver for sig plus vi skulle have en hverdag til at fungere sammen via skype og email. Og tidsforskellen, Kenny's job og mit job gjorde det hele en tand sværere for os. Men det lykkedes alligevel og jeg besluttede mig så for at tage derover igen og holde jul.

Da jeg kom derover midt i december var det ligesom om der faldt en sten fra vores skuldre, nu havde vi jo bevist for hinanden og os selv at vi så hinanden igen og at vi kunne få noget til at fungere, både hver for sig 5000 km fra hinanden men også mens vi var sammen. Det blev til 4 rigtig dejlige uger derovre hen over jul og nytår, plus jeg lige nåede at få Kenny's fødselsdag med i starten af januar.

Igen kom der nogle drøje måneder, hvor det hele var lidt uklart, vi vidste vi ville se hinanden igen bare ikke hvornår. Men det skete så her i maj. Min veninde Lone skulle giftes og havde så inviteret Kenny og jeg med til brylluppet. Kenny har ellers aldrig rigtig rejst relt langt væk fra, hvor han er vokset op, så det var et stort skridt han tog og rejste til Danmark i 12 dage.

Det blev til 12 kanon gode dage og vi hyggede os rigtig. Kenny var positivt overrasket over Danmark, og han fik rigtig smag for at rejse. Han foreslog endda selv at han engang i fremtiden ville komme herover et par dage og så tog vi 1 uge sydpå til Grækenland eller Spanien og så havde et par dage her i Danmark igen før han tog hjem. Det kunne blive rigtig sjovt og hyggeligt at rejse med ham på den måde.

Men nu er der så gået nogle uger siden jeg så ham sidst. Og jeg savner ham utrolig meget. Vi forsøger igen at få et forhold til at fungere via skype og email men det er svært. Eller, vi var kommet ind i en vane med at vi kun kunne kommunikere via skype, tænkte slet ikke på email, og pga arbejde og tidsforskel så var vores tid sammen meget begrænset. Han er tidligst hjemme fra arbejde omkring kl 23:30 hver dag (dansk tid), nogle gange endda først kl 1:30 (dansk tid). Og når jeg skal op kl 7 hver morgen så er det ikke lige så smart at blive hængende særlig længe og snakke.

Jeg følte mig dog ret alene så jeg skrev en email til ham den anden dag, hvor jeg fortalte hvordan jeg havde det. Han kunne godt se at det var hårdt for mig, han havde det lige så hårdt. Så nu er vi begyndt at skrive flere emails til hinanden og det har hjulpet helt enormt. Han er desuden også begyndt at logge på skype inden han tar på arbejde om morgenen og hvis jeg er hjemme så ringer han, ellers skriver han lige kort på chatten via skype.

I mandags havde vi så 1 års dag. Kenny havde sendt blomster via Interflora, som blev leveret nede på arbejdet til mig. Puhh, hvor var det dejligt. Og så ringede han også midt på eftermiddagen til min mobil via skype (hans mobil kan ikke ringe til udlandet), for at sige tillykke. Han er da bare for dejlig. :-)

Så i denne tid føler jeg mig helt nyforelsket igen - dejlig følelse. Bare en skam han skal sidde så langt væk... :-(

Der er derfor sket en hel del i løbet af det sidste år, men har en fornemmelse af at det næste år bliver lige så begivenhedsrigt. Den tid, den "sorg"/glæde.