Nu ved han det.
Efter alt for lang tid, fik jeg sagt det. Han tog det pænt. For pænt.
Jeg tog ind til byen i går, fordi St. havde sagt, at de ville være der - inde på Kurts, og det var de. Sad et stykke tid sammen med dem, men gik så ud, og fik St. til at sende P. derud. Hvor var det bare rart at få sagt! Han reagerede slet ikke, som jeg havde regnet med, at han ville gøre. Han smilede og... begyndte at undskylde. Shit? Nå, det var jeg ikke lige forberedt på. Så sagde han, at han var ked af det, men at han ikke var klar til at have en kæreste, fordi han snart skal til Australien og være der i laaaaang tid (troede han, at det var et frieri, jeg havde gang i???), og at han var rigtig ked af det, fordi han rigtig godt kunne lide mig. Han havde altså ikke behøvet at undskylde. Så stak St. hovedet ud af døren: "Jeg skulle bare lige tjekke, at alting var ok!" (ja tak, definer ok)
Og lige, da han var tilbage på Kurts, kom et par stykker af P's venner og spurgte: "Hva' så, scorer du?" Den er ikke så god, stakkels P. Han må have haft det RET så træls med den bemærkning=)
Nå, men nu er det sagt... Og det er godt!

God jul!!!

(Hvorfor betyder jul ikke mere : Gaver, sang og mad - men: Rengøring, oprydning og stress???)