Det hele virker ufattelig uuverskueligt og jeg kan ikke mere.. Jeg vil væk. Langt langt væk. Har det dårligt over at have det sådan, men det har jeg. Det er sådan jeg føler. Der er ikke så meget der binder mig hjemme. Er bange for th ikke ville være her når jeg kom tilbage, men ellers er der ikke noget jeg føler jeg går glip af. Men er det ikke smartest hvis jeg nu bare lige gennemfører HH. Så kan jeg tage den derfra. Det virker bare som uendeligt langt ude i fremtiden før jeg er væk. Eller også er det for tæt på. Så jeg slet ikke ved hvad jeg skal gøre. Så det bare er det eneste.

Men det hele virker underligt uoverskueligt. Nu har det hele været så åbenlyst. Og det er det stadig. Jeg ved hvad jeg skal i morgen, næste uge og ugen efter det. Spørgsmålet er bare hvor længe jeg kan holde det ud.
For det er fedt. Dejligt med faste venner, søde folk, kæreste, familie, job, men det er fucking hårdt. Arbejder røven ud af bukserne for at nå det hele, og alligevel laver jeg ingenting. Det føles ikke sådan. Idag har jeg ikke lavet noget. Ikke ret meget i hvertfald. Men ja, det er rart nok.
var ude ved th i går. Det er ubeskriveligt så glad jeg er for ham, og det er underligt. For det er jo ikke bare noget jeg bilder mig ind, at han er vild med mig og jeg med ham. Det er virkelighed. Og det er ægte nok. Det virker ægte. Det er den der følelse af at han bare er der. Det er det der med at når jeg vågner om natten hjemme i hans seng, fryser, at jeg så kan putte mig helt ind til hans ekstemt varme krop, og bare stille trille ind til ham, ind under hans dyne, tage en arm om ham, og at han så tager en om mig. Giver mig et kort kys på panden, og trykker mig ind til ham, og derefter sover videre. Det er det. Det er det at han vækker mig om morgenen, ved at ae mit hår, smile til mig, nusse mig på ryggen, og sådan lidt. Det er de små ting. Det er måden han siger 'skat' på, måden han visker på, måden han går på. Han er dejlig, og det føles ufattelig at han er min. At jeg er hans (forhåbentlig) eneste. Den han er hos nu, og sikkert også i morgen, og med håb lang tid endnu. For jeg holder så uendeligt meget af ham


Lige gyldige ord. Det hele er ligegyldigt. Vi ses aldrig. ME er stadig lige træls. Jeg er stadig lige underlig indeni. Og jeg sidder og glor ind i tv'skærmen og ser titanic. Mit liv er meningsløst.
I hverdagen går jeg i skole. Tirsdag til pilates, onsdag ser jeg th., i weekenden går jeg til fest og arbejder. Jeg laver lektier engang i mellem, når jeg sådan lige har 'lyst'. Mandag løber jeg. Det skulle jeg gerne. Jeg er hjemme kl 2 eller 4 i hverdagen. Og sådan er det. Det er det jeg laver. Resten af tiden ser jeg tv og sådan noget. Jeg rydder ikke op på mit værelse. Her ligner møg. Og det er lige meget. Jeg kan sagtens leve med det. Men alt det andet. Jeg kan ikke leve med alt det her andet. Er det okay, hvis jeg pakker mit sind og flygter langt langt væk?