Det er søndag morgen. Klokken er 9.20. Jeg har allerde været oppe i 4 timer. Jeg er frisk. Men gider ikke rigtig noget. Har lektier der skal laves. Men det virker bare ikke så pisse spændende, når nu jeg kunne finde noget andet at lave. Når jeg nu kunne ligge her i min seng og tænke. Tænke over min fremtid eller mangel på samme. For er jeg sikker? Vil jeg virkelig være erhversjurist? Eller er jeg i bund og grund pisse ked af at jeg ikke kan skrive mere, ikke tør skrive mere. Og er jeg træt af frygten for det hele. Tankerne om om det er muligt at man, at JEG kan leve af at skrive. Hvis jeg nu kunne alt muligt. Eller kan det være at jeg både kan blive jurist og så skrive? Eller er det for meget? Og skal man have været på forfatter skole? Skal man kende reglerne for at have muligheden for at bryde dem? Men det er bare ikke en særlig fed skole. Og der kommer ikke en skid ind. Og det er bare ikke mig. Sidde i grupper og kritisere hinandens tekster. Gider jeg ikke. Men engang gør jeg det. Jeg har bestemt mig for at det skal ske engnag. Jeg sender noget ind. Til et eller andet... Men hvad og hvornår jeg får taget mig sammen ved jeg ikke. Men det er heller ikke så meget det. Det skal nok komme. Men fremtiden. Hvor er det hele uoverksueligt, og skønt. Hvor er der meget at tænke på og hvor er det hele faktisk møg simpelt. Det er jo bare om at blive færdig, arbejde og så rejse. Og så må jeg se. Det kommer vel af sig selv. Jeg ved det kommer. Det kommer altid. Det har det altid gjort. Og det er jeg heldig med. Men jeg har tænkt over tingene og det er nok. Jeg undersøger mulighederne.. Det går. Gør det ikke?