Jeg er kommet vaek fra min gamle vaertsfamilie. Jeg vidste godt, at det ikke var den bedste familie nogensinde, men efter jeg har vaeret i et andet hus 1,5 doegn, der kan jeg godt se hvor daarligt det andet hus var.
Jeg blev virkelig knaekket i det andet hus. Det er ret skraemmende at tanke paa, og det er heller ikke saa rart at se det hele i perspektiv nu.

Jeg har mistet min lyst til at vaere i USA. Jeg tror bare ikke paa droemen mere. Amerikanske teenagere har alt for mange regler, og de har alt for faa muligheder for at bryde dem.

Jeg passer virkeligt ikke ind her - jeg troede, at det hele ville vaere saa anderledes. Jeg havde i hvert fald ikke forventet regler som foelgende:
-Kom direkte hjem fra skole
-Du kan ikke gaa ud om eftermiddagen/aftenen i ugens loeb
-Du kan godt besoege dine venner, hvis du kan faa et lift
-Du kan ikke koerer i en bil, der bliver koert af en teenager
-Du skal vaere hjemme en af weekendens to dage

Der er bare meget i det der ikke passer mig. Jeg har aldrig bedt om, at sidde alene hjemme hele ugen (alle voksne herovre arbejder til kl. 18-19), og naar jeg saa heller ikke kan gaa ordentligt ud i weekenden, saa skaber det virkelig problemer for mig.

Jeg fik snakket med Gunnar i dag, han er udvekslingsstudent fra Tyskland. Han kom paa skolens amerikanske fodbold hold, han kan dog ikke spille til deres kampe.. Han foeler heller ikke, at vi har lov til at vaere teenagere, og han kender heller ikke rigtig nogle, der overtraeder reglerne.
De faa stykker jeg kender (eller kendte), der overtraeder reglerne er syge i hovedet. Hvis den staar paa fest, saa staar den ogsaa paa kokain. Det er ikke den slags teenage liv jeg mangler. Mobning af andre er heller ikke min stoerste hobby.

Jeg kan ikke klare, at vaere herovre laengere, jeg har vaeret her i tre maaneder nu, og mine sjove oplevelser kan taelles paa en haand. Det kan ikke passe, det her sted er bare forkert. Jeg ville oenske, at jeg kunne skifte mit omraade, men det er umuligt. Det er den eneste maade, jeg ville vaere villig til at give det hele en ny chance.

Det bliver skraemmende at komme hjem til Danmark. Jeg har boet i USA i godt tre maaneder, og jeg har ikke boet i Koebenhavn i evigheder! Jeg tog 10. klasse paa en vidunderlig efterskole, men den laa helt ovre i Jylland, og jeg var aldrig hjemme, saa jeg har ikke vaeret hjemme og bo i evigheder.
Sidst jeg var hjemme for alvor, der gik jeg i 9. klasse paa min folkeskole. Livet er gaaet videre siden, og ligesaa er mine venner.

Jeg skal nok skabe mig en ny tilvaerelse hurtigt, men fuck hvor bliver det bare anderledes. En pige paa 17, der skal have et job, og nyde sit teenageliv - jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme igennem alt det her.
Min plan i starten af 9. klasse var at tage direkte paa gymnasiet, men jeg var for vild efter at opleve noget nyt. Det har jeg saa faaet gjort nu, og jeg fortryder intet. Min tid paa efterskolen var fantastisk, og jeg har i hvert fald ogsaa oplevet en hel del ved at vaere herovre!

Jeg er ked af, at jeg ikke klarede det, men havde jeg bare (det kan man jo altid sige, men jeg tror paa det) boet i en familie som denne i et mere livligt omraade fra starten af, saa havde jeg ikke vaeret paa vej hjem nu.

Pat siger til mig, at jeg ikke bare for lov til at tage hjem, og jeg kan da godt maerke, at det 1.5 doegn jeg har haft til at slappe af og komme videre har hjulpet mig rigtig meget. Jeg ved bare, at det her omraade goer mig fuldkommen desperat. Naar jeg spoerger folk fra skolen hvad de lavede dagen foer, hvad de skal lave i dag, eller hvad deres planer er for weekenden, saa er svaret altid: 'Ikke noget rigtig, jeg skal bare slappe af, lave mine lektier..,' og maaske hvis de er rigtig heldige, saa skal de passe deres mindre soeskende.
Det er ikke et liv for mig, det kan jeg ikke forenes med.

Jeg ved fra efterskolen, at jeg godt kan leve uden en storby, men mine betingelser der var bedre. Mine sociale muligheder var uendelige, her er de umulige.

Man kan ikke komme vaek fra huset her, og hvad er der saa lige at leve for? Jeg kan da ligesaa godt tage hjem og leve mit liv, mens jeg stadigvaek er ung.

Mit naeste store livsspoergsmaal er hvor jeg skal arbejde.? Jeg regner med at tage noget i en butik i et storcenter. Lyngby storcenter eller Fields virker tiltraekkende. Jeg har nok ikke den helt store passion for toejbutikker, saa jeg vil lede i Faetter BR - det er min plan.

Det naeste jeg skal er at vaelge gymnasium. Jeg har i princippet en plads paa en naturvidenskablig linje paa Gladsaxe Gymnasium naeste aar, men jeg kigger ogsaa langt efter Aurehoej. Jeg tror, at studiemiljoet paa de to steder er meget forskelligt. Som om at Gladsaxe er det rigtige, hvis jeg gerne vil vaere laekker pige, mens Aurehoej er mere for de flippede hippier - jeg foeler mig som en blanding.
Jeg regner lidt med, at det kommer af sig selv, hvis jeg bare giver det tid, naar jeg kommer hjem - hvad fanden? Jeg skal jo alligevel foerst beslutte mig i marts.

Jeg er allerede paa spanden mht. hvad jeg skal lave - her sker ikke en levende skid. St. Mary's County er doedt og folkene der har bosat sig her, de vil have et roligt liv i trykke omgivelser, og teenagerne er zoombie-agtige.
Nej, jeg passer altsaa ikke ind!