Har det elendigt…..AD HELVEDES TIL, hvis jeg skal konkretisere det nærmere.

Hmm, sagen er vel i bund og grund enkelt; jeg har et alkoholproblem!

Man kan ikke se det på mig og jeg drikker ikke hver dag. Det er ikke det første jeg tænker på når jeg står op, ej heller det sidste inden jeg går i seng. Men jeg har et problem.

Jeg drikker mig ikke plakat-vissen…mere. Men jeg drikker hvis jeg kan se snit til en stille stund herhjemme alene. Jeg drikker ikke sammen med andre mennesker. Jeg går ikke ud og fyrer den af. Nej, jeg sidder herhjemme, alene, og drikker en flaske vin udelukket fordi jeg ikke kan magte det som sker inden i mig.

Men alkohol i blodet, selvom det bare er et par glas, finder jeg ro og kan distancere mig fra det kaos og det dårlige tanker jeg kan have…om tilværelsen, om mig selv. Med alkohol i blodet virker alting lidt mere overkommeligt.

Jeg lyver omkring det. Ingen kender til mit små-drikkeri men kan vel fornemme at jeg altid er frisk hvis lejligheden byder sig. Men jeg har et problem. Jeg drikker ikke for smagens skyld, drikker ikke fordi det smager mig enormt godt eller føler nydelse for et godt glas vin. Nej jeg drikker for at kompensere for noget rod inden i mig. SÅ bevidst er jeg dog blevet.

Det store problem er mht mit forhold. Han magter ikke mine små gemmelege hvor jeg lige pludselig lugter af vin eller han finder en flaske under køkkenvasken. Han ved bedre end jeg selv hvorfor jeg har brug for den rus, bedøvelse…ja det er faktisk ham der har hjulpet mig med at åbne øjnene op for, at jeg HAR et problem. Selvom jeg i starten fejede det væk og blokerede helt hver gang han gik mig på klingen, ja så har han åbnet mine øjne.

Han hader at jeg drikker på den måde. Hader at jeg ønsker at flygte og ikke tør møde den virkelighed som jeg åbenbart vil tage afstand fra. Han ryger jo lig’som også med på den vogn jeg flygter fra…ikke at det er min mening.

Op til flere gange har han ”opdaget mig”. Jeg har lovet mange gange aldrig at skjule det for ham men i stedet for være ærlig, også hvis den skulle smutte. Men igen har jeg brudt hans tillid og hans mistanke til mig er frygtelig og fjerner os begge fra hinanden.

Jeg vil ikke have at han mister tilliden til mig, fuck nej! Men jeg kan sgu heller ikke blive ved med at bryde vores aftale vel?!

I aftes brød det helt sammen og jeg er helt knækket inden i nu. Jeg fik øjnene op for HVOR meget jeg egentlig sårer ham…også ved ikke at vise HAM den tillid og tale med ham om min trang og mit problem.
Han trak sig helt væk fra mig efter han fandt den flaske i skabet. Jeg har aldrig set ham sådan før.

Jeg var sikker på at han ville gå fra mig. Han lukkede sig sammen og blev helt kold. Aldrig har jeg haft så ondt i maven.

Hvorfor kan jeg ikke se det? Hvorfor kan jeg ikke stoppe nu hvor jeg risikerer ham jeg holder så meget af?

Jeg har besluttet mig for at tage antabus. I morgen når jeg skal se min behandler, vil jeg bede om antabus.

En lettelse gik over hans ansigt da han så jeg mente det.

Jeg er så rasende på mig selv…hvordan kan jeg lade det komme så vidt? Hvorfor bliver jeg ved med at flygte? Hvorfor risikerer jeg det som er godt for mig til fordel for det som er dårligt?

Fatter det bare ikke….øv.