Vågnede alt for sent. En eller anden tele-gut bankede mig op. Gylp hvor er jeg træt af deres evindelige rod. Hele denne forbandede bygning, renoverings-show…

Jeg kan ikke kende mit eget spejlbillede. Har vel tudet non-stop siden i forgårs.

Han lukker mig helt af. Trækker sig ind i sig selv. Det er jo min egen skyld, jeg har knækket hans tillid og han bruger mange dage på at komme sig oven på sådan én. Jeg ved at han bare skal have tid men jeg føler mig så alene og sårbar.

I situationer som disse, mærker jeg hvor svag jeg egentlig er. I går lå jeg og tænkte over hvorfor jeg overhoved lukkede ham ind, hvorfor jeg overhoved lod mig selv blive forelsket i ham. Det er så problematisk for mig det med kærlighed og følelser…hvorfor lallede jeg ikke bare videre i min en-somhed hvor jeg kunne holde alle kontakter på en passende afstand og bevare mine følelser i den forbande dybfryser? Jeg kunne altid lukke af når tingene blev for meget og drikke mig til verdensdame når tiden blev for stille.

Ja det med antabussen skræmmer mig ad helvedes til. Hvordan skal jeg nu tackle mine følelser? Nu hvor jeg ikke kan skide på det hele, drikke mig stærk og alligevel fornægte dårlig opførsel fordi jeg får blackouts af flere timers varighed.

Lige meget hvad, føler jeg mig alene med det her. Jeg kan ikke fortælle det til mine nærmeste eftersom de tror jeg HAR fået styr på det. Han er den eneste der kommer til at vide af det og hvis han ikke lader mig komme ind, ved jeg sgu ikke hvordan jeg skal klare mig igennem det.

Hmm møde mine følelser? Blive i dem? Ikke flygte? Tja, det er jo det ”rigtige” at gøre men hvorfor skal ”rigtigt” føles så forkert og svært?

Hvorfor skal det være dyrt at leve sundt? Dyrt at købe økologiske varer? Dyrt at kvitte smøgerne? Dyrt at gå i fitnesscenter? Dyrt at gå i terapi?

Det er meget nemmere (og billigere) at gøre alt det forkerte.