Har tænkt meget på ham, LM. Læst hans beskeder om og om igen. Kan snart dem alle sammen uden ad og det irreterer mig ikke så meget længere at han bruger ord som "oki, knuz, kyzz og hyggeligt" Synes vel bare at det er pige ord... Giver JaKO skylden. skal nok få ham vendet af med det, hvis jeg har lyst.
Drømmer om ham. Om hvor sød han er. Trist over at han ikke har skrevet. "vi kan lige skrives i morgen" - LM, fredag nat... Med i morgen mente han så søndag, fordi klokken var over 24 og i teorien lørdag..
Tænkte at det skulle nok gå det her. Så kunne jeg få den skide kæreste, blive lidt mere seriøs, og få første gang OVERSTÅET. Har prøvet så meget, men dét skal bare ikke være mens jeg er herre stiv i en busk med en fyr jeg ikke kender navnet på...

Læste lidt i min dagbog... Fra første gang jeg var sammen med LM og så måneden derpå, indtil Dl kom ind i billedet igen. Starede på den side jeg skrev dagen efter jeg havde været sammen med Dl. Lukkede bogen og tænkte STOP! STOP for helvede. For jeg kan jo ikke. Tænkte på den besked jeg sendte til dl dengang: "Har ikke gang i noget som helst, har kun lyst til DIG. Vil ligge i ske med dig, kysse dig, snakke med dig, fortælle dig hvor fantastisk jeg synes du er... Dig dig dig"
Jeg er ikke sikker på at jeg nogensinde vil få det sådan med LM. aldrig. Men lige nu gør det ikke så meget. Hvis jeg ikke kan det, kan jeg heller ikke blive rigtigt såret. Afvist uden at tænke nærmere over det.
Men Dl... han kunne knuse mig hvis jeg lod ham. Hvis jeg lod mig elske. Det tror jeg han kunne...

Mor har lige været forbi. "Tæt ind til kroppen" er en rigtig god tekst synes hun. Måske også lidt sørgeligt. At hvis man viser sit inderste, fortæller hvem man er, så bliver man afvist og såret. "ja" siger jeg bare. Kan ikke sige mere. For jeg ved det jo godt. men ordene... når de bliver sagt på den måde, så føles det ondt. Hun spørger om det er mig selv og som altid siger jeg nej. "jamen bare lidt. Temaet er altid lidt det samme. Noget trist, noget med at gemme sig, og ikke turde vise hvem man er..." "neeej det er altså ikke..." Ja hvad kan jeg sige til det...
det er først bagefter, når jeg er gået op på mit værelse, og har kigget mig selv i spejlet, grædt én tåre, at jeg ved hvad jeg skulle have sagt. Men der er det forsent.
"ja jeg skriver om det triste. For mig er det sorte det smukke. Jeg kunne sagtens skrive om lykkelige mennesker der har det godt og elsker hele verden, men jeg gør det ikke. For skønheden, ærbødigheden ligger i tårerne der rammer papiret når du skriver. Når du mærker smerten i dig selv. Der findes skønheden..."

Men jeg tror faktisk ikke jeg kunne. sådan rigtigt. skrive en tekst om et lykkeligt menneske. Har "sansernes fulde fem" men den synes jeg heller ikke er særlig god... Hvad har jeg mere? Ved det ikke. Har ingen anelse.
Oprigtigt kunne jeg nok ikke.
Jo har været lykkelig, men gider det bare ikke. Gider og kan ikke skrive om sådan noget. Det er ikke så... er vel bange for at det bliver kliche agtigt og bare latterligt.
Hver eneste gang jeg prøver. Kærlighedshistorier og så videre, så ender det med et brud. "måske var de" "mit liv, din død" "tæt ind til kroppen" alle tekster der ikke skulle have endt på den måde de gjorde. Men de ender som de ender. Det er ikke mig der bestemmer hvad der skal skrives. Lige meget hvor meget jeg har lyst, så er det ikke mig der bestemmer. Det er strømmen i mine fingre. Det er ordene der bagtaler mig og verden. Jeg har intet at sige. Jeg kan ikke ændre noget.
Teksten, historien er sin egen. Jeg kan bare følge den. Underdanigt, jeg har intet at sige...

En sms, hjertet hamrer... Kunne det være ham? Pleease.
Nope... det var ikke ham.
Skal jeg skrive... Nej, ved ikke...