Så langt ude latterlig.
så forbandet trist.
Indtalte i dag på min telefon...: (det gør jeg nogle gange, når jeg ikke orker at skrive mine ord ned)
Jeg har spist, 2 boller idag, og ét bid af et æble. Jeg ved det godt. Jeg er så sulten men nu skal det bare være nok. Ikke mere. Det gør alt for ondt, det alt sammen Jeg er så latterligt langt ude. Den ene dag flyver jeg, svæver højt over skyerne, den næste dag er jeg langt neden under himlen. Jeg sagde i går, at jeg ville vælge at tage koncekvenserne som de kom. AT jeg ikke ville sige "nej bliv nede på jorden for i morgen ryger du ned på jorden". Jeg valgde at sige at jeg kunne holde til det, men det kan jeg ikke. Jeg er måske ikke blevet afvist, eller noget i dag, men bare det at se ham stå der med hans venner, og han ikke rigtigt kigger på mig, ikke rigtigt smiler til mig. Får bare det der blik; jo jeg har set dig . Det er som om jeg jeg bare betyder meget lidt når han ikke har drukket. Jeg kan godt li at han tænker på mig, skriver til mig når han drikker, men når han så ikke har drukket er han bare så afvisende, og når han har drukket for meget, er han også afvisende. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for jeg forstår ham ikke. Jeg forstår ingenting.
Slet ingen ting det er alt sammen bare så træls. Hvsi han nu bare skrev en gang; Jeg er ædru, jeg tænker på dig, jeg drømmer om dig, jeg savner dig. Han har ikke engang bare skrevet: Jeg tænker også på dig når jeg er ædru. Men det gør han ikke.
Måske har han det på samme måde, måske har han det faktisk værre end mig, for det er jo mig der afviser ham, for det er jo mig der gang på gang har sagt, nej jeg vil ikke se dig, og hold din kæft,Han vidste godt at jeg ikke ville for tæt på. Jeg afviste ham blankt. Jeg gør bare hvad jeg kan, jeg har ikke lyst itl at blive såret, har ikke lyst til at miste min forstand. Men jeg har så meget lyst til at være sammen med ham.
Hvis han nu bare skrev til mig, men jeg tør jo ikke skrive til ham. Jeg har ikke lyst. Ved ikke hvad jeg skulle skrive, hvornår jeg skulle skrive, hvordan jeg skulle skrive. Eller jo jeg ved godt hvordan man skriver. Det er noget med at tage sin telefon, trykke på nogle bogstaver og klikke "send" men det føles meget sværre. Det er en kæmpe frygt der skal overvindes for at han ikke skriver tilbage, som dengang, hvor jeg bare får ingenting igen egentligt.Det kan jeg ikke, jeg kan ikke håndtere det.Jeg er såret før og jeg har ikke lyst til det igen. Jeg er et eller andet sted bange for at han... (kan ikek høre hvad der bliver sagt. Jeg er begyndt at viske) ...selv om han sagde at han ikke ville. Men man ved sgu aldrig"

Dagens følelse... Hmmm.... en indre tomhed. Et hul der skal udfyldes.
Derfor er jeg gået igang med at rydde op på mit værelse, lave mine lektier, ordne ting, for ikke at tænke på de ord, den følelse, den afmagt.