Kære Dagbog

Så fløj endnu en uge afsted og om jeg forstår, hvor tiden bliver af.
Ugen har en stor del af tiden været præget af en sindssyg hovedpine, som næsten har slået rødder i hovedet på mig, så derfor sidder jeg lige nu og kigger rundt i lejligheden samtidig med at jeg slår korsets tegn foran mig, for sikken her ser ud!
Hovedpine eller ej; nu går den ikke længere og straks jeg har slugt et krus te, smøger jeg ærmerne op og går i krig - en krig jeg nok skal sørge for at vinde! :-)

Ellers har det været en meget blandet uge, som også har været præget af syge lærere, så drengene har også for en stor del af tiden været hjemme.
Onsdag erhvervede Jesper sig en helt splinterny Mountainbike. Uha uha, den er flot. Hvid og sort og med en masse finesser her og der. Nu skal hans gamle Mountainbike så bare sættes i stand, så kan Lasse overtage den. Han har nemlig ingen cykel efter han for snart 6 måneder siden fik stjålet hans.

Forstår mig nu ikke rigtigt på det med at folk ikke kan lade ens ting være i fred. Jeg har aldrig før vi flyttede til Slagelse fået noget stjålet, men ikke så snart landede vi her, før både min cykel og Tanjas klapvogn forsvandt som dug for solen og nu altså også Lasses cykel. Og ærligt, så er det altså ikke så let at slæbe sådanne større ting helt op på 3. sal, men det er nok det eneste der er at gøre, hvis man skal være bare nogenlunde sikker på, at kunne have ens ting i fred.

Der er åbenbart bare andre regler, når man bor i en by modsat ude på landet.
Herinde i byen betragtes alting mere som hver-mands-eje om man vil det eller ej.
For mig er den eneste forskel på at bo i byen kontra på landet, at herinde er der en del flere huse og forretninger og de kan da næppe nogensinde være udslagsgivende for, at folk har en anden karakter.
Nå, men sådan er der så meget jeg ikke lige forstår :-)

Det har også været ugen, hvor nogle vaner her i huset er blevet omlagt pga. økonomisk nød.
For det første har jeg udmeldt mig af min fagforening og nu kun er medlem af a-kassen.
Coca-colaen er nu udskiftet til et billigere mærke, men føj da for noget udrikkeligt sprøjt jeg fik købt i går, så i dag går jagten på et andet mærke, som forhåbentligt er mere menneskeligt :-) Dertil skal så siges, at jeg sidste nat sov hele natten uden overhovedet at have været oppe, så det er muligt det billige mærke er skidt for mine smagsløg, men så i stedet er positivt for mit ellers normale irriterende natterenderi :-)
Et mindre familieråd er det også blevet til og også det omhandlede økonomien og heldigvis virkede drengene fuldt forstående.
Og summasumarum, så overlever vi nok, selvom der for fremtiden ikke er så meget at rutte med og skal vi nogen steder, skal det bare planlægges et stykke tid forinden.

Det som piner mig allermest er, at Jesper om knap 2 uger skal til Island med skolen. Vil jo forfærdeligt gerne hjælpe ham med nogle lommepenge, så han ikke igen skal bruge hans egne tjente. Men så kom der pludselig en løsning på det, for vi har nemlig igennem et stykke tid bare samlet cola-flasker sammen og ærligt, så er der vist pantpenge nok til, at jeg alligevel kan stikke ham en pæn skilling. Har bare sagt, at han selv må slæbe alle sækkene ned :-))))

Meeeen en lille bytur var Tanja og jeg da på i går, hvor vi snuppede bussen op til centrum og bare gik rundt deroppe på må og få uden noget mål for øje. Og selvom vi ikke kunne shoppe så blev det da alligevel til lidt legetøj for 30 kr. + vi deltes om en ½ liter cola, som vi drak mens vi dangderede rundt. Det var nogle rigtigt hyggelige timer vi brændte af på den måde. Jeg elsker bare det pigebarn ud over alle grænser og alle de guldkorn hun kommer med, kan jeg leve længe på.

Det meste af eftermiddagen rente hun nede og legede med nogle andre børn og hun var kun iført almindelige sko, for det var jo godt vejr og solen skinnede så flot. Men ak og ve, tøsen kunne alligevel ikke holde sig fra "søen" og pludselig råber Lasse: Mor, Tanja står midt ude i "søen". Dybt suk. Da hun så kom op, sagde jeg til hende: Jamen Tanja dog, du må da ikke bare gå ud i vandet, når du ikke har gummistøvler på og hendes svar var: Ja, mor er det ikke noget værre griseri og se nu min sko.
HVAD siger man så? *G*

Men nu Kære Dagbog vil jeg se at få klaret krigen mod roderiet inden jeg atter sætter mig på min pind her.