Inspireret af Barney's dagbøger i den seneste tid, har jeg også lyst til at skrive lidt om "huller" og det, at kæmpe sig ud af dem, og det at være/føle sig anderledes.

Jeg er også en ener, ikke særlig social - om det ligefrem er en fobi, ved jeg ikke, men har måske været det til tider. Jeg har haft perioder, hvor jeg ikke kunne gå på gaden eller til købmanden efter cigaretter, fordi jeg bombarderede mig selv med uhyggelige tanker om, hvad andre mon ville tænke om mig, når de så mig. Jeg har haft depressionsperioder med sygemeldinger både med og uden medicin. En episode derfra er beskrevet i min novelle "Søndagsturen", et nederlag hvor det ikke lykkedes mig at være social - på mine børns bekostning! Ligeledes har jeg lagt et digt ind, der hedder "smerten" som også beskriver hvor svært det kan være, blot at "være" blandt mennesker.
På min arbejdsplads - et større firma - startede jeg for 13 år siden med at være på et kontor med 5-6 andre. Jeg kunne ikke holde det ud, men heldigvis ville "tilfældet" at det var praktisk at flytte mig til et andet sted i firmaet, hvor jeg netop kunne få mit eget kontor, og det har jeg haft lige siden - jeg ved med mig selv, at hvis jeg bliver tvungen til at sidde sammen med andre igen, vil jeg skrive min opsigelse.
For ca. 7-8 år siden var jeg på vej op af et af mine huller, så jeg selv kunne se, at noget måtte gøres - jeg var nødt til at tvinge mig selv til at lære at være sammen med andre mennesker, og jeg begyndte at "søge". Allerede da min mor døde for 14 år siden, havde jeg fundet min barnetro frem fra dybet og via den begivet mig lidt ind i den spirituelle verden - ganske vist også udelukkende i bøgernes verden, men jeg havde lysten til at udforske det hele lidt nærmere. Jeg startede med at melde mig til et aftenskolehold i "holistisk yoga", og jeg glemmer aldrig mine egne rystende ben den første aften. Da der skulle være præsentationsrunde sad jeg og overvejede mulighederne for at stikke af, jeg anede ikke hvordan jeg skulle komme igennem det, at sige noget højt til så mange fremmede mennesker. Mit hjerte bankede og pulsen galoperede afsted, men det lykkedes at få fremstammet mit navn inden gråden sad mig i halsen, så jeg måtte opgive at fortælle noget om mig selv. Heldigvis faldt jeg i snak med en sød pige på holdet i en pause, og det gav mig mod til at fortsætte. Det blev en dejlig vinter, og jeg var overvældet af alle de gode oplevelser jeg fik.
Jeg læste stadig meget om hele denne nye verden, jeg havde mødt, bl.a. var jeg meget glad for en bog af Serge King "positiv tænkning - positivt helbred", der bygger på den hawaiianske Huna-filosofi. Det næste, jeg dristede mig til, var at gå på en helsemesse, og hvad var det første, der mødte mine øjne: En stand med hawaiiansk massage, der byggede på den samme filosofi - og så var jeg solgt! I hvert fald husker jeg ikke andet fra denne messe, end disse piger i sharoner, der masserede med nænsomme og kærlige bevægelser.
Jeg var nu besat af tanken om at lære dette, og da min mand ikke lige mente vi havde 25000,- kroner til det, røg vi ud i en lang ægteskabelig konflikt. Jeg tilmeldte mig uddannelsen på trods af vores uenighed, jeg følte det var vejen frem og ud af mørket for mig. Jeg vil ikke gå i detaljer med hvad denne 2-årige uddannelse indebar, men blot sige at ifølge en af de andre deltagere udviklede jeg mig "fra en lille grå mus, der sneg sig langs væggene til en yndefuld udsprunget blomst i fuld flor", og det lykkedes mig at holde sammen på vores ægteskab i perioden, så vi begge kom helskinnet igennem det. Disse 2 år, hvor jeg arbejdede intens med mig selv og mine egne følelser, gjorde at jeg i dag ikke er bange for at stå ved, hvem jeg er. Jeg har min klinik, hvor jeg dagligt modtaget klienter, og hele tiden udvikler mig sammen med dem. Netop det, at der er mennesker, der opsøger mig og min viden/kunnen, gør at jeg tør ranke ryggen og sige "her er jeg".
Jeg er dog stadig tilbageholdende i forsamlinger, det er simpelt hen en del af min natur, så det er ikke mig, der siger så meget til forældremøderne i skolen o.l., og jeg er stadig en ener, der har det bedst med at være i trygge rammer, men jeg ved, at jeg KAN og TØR når det er nødvendigt.
Jeg har altid været bedst til at udtrykke mig med det skrevne ord, og det er derfor, jeg er så facineret af at være her på Fyldepennen i en form for socialt fællesskab.

Det jeg vil sige med dette her, både til Barney, Månebarn, Darki og andre, der har det svært med "livet", er - at DET NYTTER NOGET at tage alvorligt fat i sig selv og finde ud af, hvad det egentlig er man vil.
I dag føler jeg faktisk, at jeg har et godt liv, lidt strengt og stressende til tider, men hvor jeg dog finder et overskud både til mig selv, når jeg stadig kan møde et hul, og til andre, som jeg møder på min vej. Jeg føler at det nyttede noget....

De kærligste hilsner
- og knus
Wildrose