Det her flytte-ræs er ulideligt. Havde jeg vidst det ville blive så stressende, havde jeg nok ikke sagt ja!

Mit problem er vel også, at når et problem skal løses har jeg for vane at tage fuldstændig over. Når folk begynder på ”jamen-jamen….hvordan gør vi det og på hvad måde???” siger jeg ”DEN KLARER JEG!”. Jeg bliver hurtigt hysterisk når folk gør noget praktisk arbejde til noget enormt kompliceret. Er de så ikke lige med på, at tage tingene i stiv arm og FÅ DET GJORT…ja så tager jeg over og forsikrer dem om, at jeg nok skal tage mig af det hele.

Så nu sidder jeg med 2 biler, hvor den ene skal parkeres et givent sted så den kan afhentes. Dette sted skal den stå i lang tid og eftersom vi befinder os i Kbh hvor p-vagterne er totalt bøde-liderlige, skal jeg ha’ fundet frem til hvor der er frizone i et område jeg overhoved ikke kender.
Den anden bil, har jeg ansvaret for og er lejet. Den skal hentes inden klokken dit og afleveres inden klokken dat. Den skal også parkeres (og passes på). Jeg skal hente den ene, bringe den anden, slæbe en monstersofa frem, pakke diverse ting ned, sidde og kukkelure indtil L kommer hjem i en lejlighed jeg slet ikke kender, nå Ikea inden lukketid, hente motionscykel, kasser, poser, aflevere det ene sæt nøgler der og huske det andet sæt nøgler her!

Inden i mit hoved kører denne her latterlige sang fra Postmand Per (ja jeg har arbejdet i en vuggestue!) ”Den ordner jeg…den ordner jeg…kom du bare hen til mig den ordner jeg for dig”!

Selv har jeg to vigtige gøremål, som jeg nu kan se slet ikke kan blive klemt ind.

Er jeg ved at gøre noget praktisk til noget enormt kompliceret???

Måske…!

Så kan jeg vel bare lære det!!!!

Min skrivning går ikke godt. Altså, det går heller ikke dårligt! Det går bare ikke. Jeg kan ikke glide ind i det med hoved fuld af alle de her ting. Jeg kan ikke abstrahere fra min stres.

LA ringede i går!!!!
Jeg var helt paf.
Jeg har ikke talt med ham længe og regnede faktisk heller ikke med at komme til det igen.

Det underlige er, at jeg har drømt enormt meget om ham på det sidste også ringer han!

Vi fik en hyggelig sludder og jeg sagde ja til at genskabe en ”i ny og næ”-kontakt. Nu ved jeg at det er MIG der skal ringe næste gang og det er ok. Det skal jeg nok få gjort. Det har jeg lyst til.

Han er skide sød og loyal. Nej, som en kæreste gik den ikke men vi kunne virkelig TALE sammen. Som menneske er han faktisk vildt spændende. Som kæreste var han sær og besiddende. Det blev alt for meget og perverst, når han børstede krummer af min bluse og mindede mig om at passe på min pung. Jeg følte mig som en uterlig lille tøs…Nogen gange kunne det da ha’ sine fordele på det seksuelle plan men til dagligt var det skide irriterende.
Jeg behøver ikke nogen til at minde mig om, hvor mange onde mennesker der er ude i verdenen. Manden var sgu nærmest paranoid.
Paranoid. Det var faktisk det ord der fik os til at bryde forholdet. Jeg kaldte ham paranoid og han flippede skråt. Så kaldte jeg ham paranoid igen…også…ja!

Så uden at føle mig blåøjet, tror jeg at det vil være helt fin med lidt venskabelig kontakt i ny og næ.


Nu må jeg holde tidsplanen og gøre mig klar til alt det her. Jeg skal bare ha’ det overstået.

Toppen: Jeg fik ENDELIG lært at time min video og fik optager min yndlingsfilm i aftes. Amelie!

Bunden: Programmet for denne dag og manglende tid til at se min film og skrive min historie. Nå ja…og min lampe er IGEN gået på badeværelset!