Vi fik fejret min stedfars 50 års dag.
Vi tog ham med morgenhår fra tidlig formiddag og overraskede ham med flag og sang foran hoveddøren. Hmm, jeg kunne se det varmede ham. Selv mormor var dukket op.

Min kagemand blev en kagebamse…dens hoved var blevet adskilt fra kroppen under min bumpende cykeltur, men ellers var den i god stand – indtil så selskabet så parterede og åd den!

Resten af dage gjorde vi bare som vi havde lyst til.
Vi spiste frokost på Ankara.
Jeg fik placeret mig lige overfor mormor og måtte adskillige gange tælle til ti og kontrollere min vrede, for ikke at flå hende itu. Jeg elsker hende af hele mit hjerte – uden tvivl – men oh boy hun er blevet besværlig på sine ældre dage og af en eller anden årsag, skal hun altid sige et eller andet som gør mig utilpas overfor alle andre. Jeg begriber det ikke helt, kan ikke forstå hende men lader hende ikke vide af min frustration. Jeg er overbærende!

Vi fik fulgt mormor til hendes tog (er glad for at hun lader bilen stå og ikke roder sig ud i storbys trafikken) og fortsatte på ”Irsk pub-crawl”.
Vi rundede Kongens Have, sad i solen og drak drinks og afsluttede så med billard.
Ove tog den på røven ned fra billardbordet en enkelt gang (om jeg begriber hvorfor han overhoved var OVEN på bordet!) og flirtede ellers med alle kvindfolk som kom os i nærheden. Den mand er uforbederlig men yderst underholdende.

Jeg holdte mig i nogenlunde ”sober tilstand” men kan dog alligevel konstatere en lille smule hovedpine i dag.

Drikkeriet trætter mig helt enormt. Jeg kan ikke rigtig kende mig selv længere når jeg bliver beruset og tømmermænd gør mig møg deprimeret og jeg har besluttet at tage en lille pause, om ikke andet bare forsøge ikke at springe på hver gang lejligheden byder sig.


I morgen skal jeg så til doktor-manden. Min skepsis overfor hele dette forløb er ikke til at skjule og hvis han mener, at vi har noget kontinuerligt eller konstruktivt kørende…ja så vil jeg meget gerne have det afvide, for JEG kan bestemt ikke se det!
Så jeg vil vende bøtten rundt og spørge HAM hvad HAN forventer ud fra den behandling han giver mig.
Mest af alt, virker det mere som en form for ”rapportering” jeg i ny og næ giver ham. Er det kritisk, bliver der kvitteret med et nyt præparat og ærlig talt er jeg ved at miste tiltroen til den metode. Ærlig talt føler jeg mig snakket efter munden og føler mig mere til besvær hvis tingene nu ikke går helt så glat.
Det holder ikke…

Aftenen sniger sig på.
Egentlig overrasker det mig, at jeg trodsede mit surmuleri og fik støvsuget, vasket tøj og købt ind.
Nu ved jeg så ikke helt hvad jeg skal bruge resten af aftenen på.

J driver mig til vanvid. Han ringer hver dag på trods af at jeg har fortalt ham hvordan landet ligger. Jeg vil ham virkelig ikke og hans ringeri gør mig pisse-sur.
Hvorfor skal jeg ALTID lade mig selv omgå folk, som ikke har nogen situationsfornemmelse eller forstår en hentydning???
ALTID udsætter jeg mig selv for det her, hvor jeg skal sige fra igen og igen.

Hvis jeg ringede til en person, der viste tydelige tegn på ikke at være interesseret i mig, ikke tog telefonen når jeg ringede…jamen så ville jeg sgu bakke ud!

Nå, nu vil jeg så beslutte mig for om jeg skal forsætte mit surmuleri eller foretage mig noget andet.