Efter et par dage på landet hos min søster, er jeg tilbage i storbyens cirkus.

På vej hjem i toget, faldt jeg i søvn. Derfor nåede jeg ikke rigtig at omstille mig fra den stille landzone til den larmende storby.

Jeg har sovet så tungt gennem nætterne. Min søster mente bestemt det skyldes de stille og mørke nætter på landet.
Skønt hendes hus ligger nær en større vej, brydes stilheden hos hende kun af en brummende traktor i ny og næ (ja, også lige drengene når de muler hinanden på gulvet). Ellers er der rigtig nok så stille og roligt. Selv i de ”store” supermarkeder er der en ro, som man her kun kan opnå hos min lokale ”døgner” klokken ti søndag morgen.

Som sagt faldt jeg i søvn og var godt knast i hovedet da jeg stavrede ned ad Istedgade.
Det føltes nærmest som et kulturchok! Fra gødningestanken, traktorerne og de venlige nik til de nærmeste naboer, befandt jeg mig midt i larmen fra hidsige taxaer, brugte kanyler og trusseindlæg på fortovet ( ja SGU!) og råbene hen over gaden fra ”handlende”!
Der var ikke andet at gøre, end at holde blikket stift rettet nedad (for ikke at få tics) og komme hjem i en aller helvedes fart. Ikke engang et par små indkøb kunne jeg overskue, selvom jeg absolut INTET spiseligt har herhjemme…foruden muggent rugbrød og et blødt æble!

Nyder jeg at være hjemme?
Jeg ved det ærlig talt ikke. Min søster vil gerne have mig på landet, ned til hende. Jeg er bange for stilheden men mest af alt nok ensomheden. Men hvilken ensomhed? Eksisterer den ikke her, nu? Måske mærker jeg den ikke. Måske bliver jeg distraheret.

Dog må jeg tage hele dagen og min hjemkostfølelse lidt afslappet. Mine følelser fik et SMÆK i går aftes og har været vredet lige siden.
Jeg prøver at tale mig selv til ro. Jeg prøver at bevare en form for ”cool heart”.
HAN er forelsket. HAN er rykket videre og nu sidder jeg og bakser med vreden over et indre ønske om, at han ville leve resten af sine dage uden at finde en eventuel ”erstatning” for hvad vi havde sammen. Hvor end jeg inderligt gerne totalt ville AFVISE dette ønske, så kan jeg ikke! Er man bare menneske eller hvad?

Om jeg kan minimere det hele ned og forklare overfor mig selv, at mine sorger over hans forelskelse bunder og grunder i mit eget kompleks over at have sat mit liv på stand by, ved jeg ikke. Men det er hvad jeg prøver at overbevise mig selv om.

Samtidig MÅ jeg huske mig selv på HVORFOR jeg valgte at flytte og hvorfor jeg brød fra forholdet. Jeg må samle mig lidt og for alt i verden ikke tviste tingene så meget rundt, at jeg pludselig sidder og føler mig FORLADT. For fanden da tøs….det var jo DIG der forlod!

Dette er det uundgåelige og jeg vidste SGU FANDEN godt det ville ske…på et eller andet tidspunkt. Det mest ironiske er, at jeg tit og ofte gennem de sidste par år, har ØNSKET at dette ville ske og hvorfor? Jo fordi det ville få ham til at komme videre…det ville få MIG til at give helt slip.

Så samler jeg alle disse vise ord, kan jeg godt støtte mig op af fornuften.

Problemet er bare, at det stadig gør pisse hamrende ONDT inden i min mave.

Så igen…nyder jeg at være hjemme? Hmmm, lige nu ville jeg egentlig hellere bokse rundt med mine ivrige små nevøer og mærke deres kærlighed og varme til mig end at sidde her og være RØV KED AF DET!