Man har vel alle sin forestilling af livet, ens eget liv.

Jeg har…og den forestilling har jeg haft i mange år. Jeg forestiller mig ”lykken”. Dét at stå op om morgenen og føle sig fuld af liv. Lysten til at møde dagen og hvad den end måtte bringe.

Længe har jeg kæmpet med depressive segl der har forpurret mit møde med dagen. Triste, grå og tunge tanker har skabt det mønster som jeg i årevis har levet i.

Men…jeg ved det kan være anderledes og jeg ved at jeg også er berettiget til ”lykken” og livet. Jeg er kommet over de irrationelle forestillinger om, at være dømt til at tungt liv og en frygtsom tilværelse.

Nu står jeg så med alt min viden og min tro på, at livet faktisk KAN være morsomt, dejligt, kærligt og berigende. Nej, jeg er ikke naiv og jeg anerkender at nedturene kan være en hjælp til at kende og nyde opturene. Det vigtige er at jeg tror på, at mit liv kan være godt.

Men hvordan starter jeg så? Hvordan undgår jeg at gå gennem årene med denne tro og viden, men uden at føre den ud i livet? Hvordan undgår jeg at ende bitter og trist over aldrig rigtig at have levet?

Jeg stoppede med at leve dengang, den sommer for snart mange år siden. De ar som jeg havde på sjælen brød op. Måske skulle jeg aldrig ha´ sat mig foran den psykolog? Han gravede meget dybere end jeg var parat til og pludselig skulle jeg sidde der og mærke HAD til mine forældre…tilbage stod jeg alene og uforstående overfor det samme had og anede ikke hvordan jeg skulle blive hel igen.

Psykologen fik åbnet mine øjne overfor et par ”derfor’er” men det gav mig ikke mening og jeg følte mig sgu ikke elsket på nogen måder. Jeg blev gal…vred og fik det værre og værre. Til sidst var jeg så dårlig, at selv psykologen ikke ville tage ansvar længere. ”Det er af min dybeste bekymring..” kan jeg huske han sagde og jeg blev visiteret ind i et filtreret sygesystem.

Vreden har jeg sluppet og forståelsen overfor hvordan forældre kan tage så frygtelig dårlige beslutninger, der rammer børnene er kommet. Man gør sit bedste ud fra ens overbevisninger ik?

Skal jeg høste noget positivt ud af min egen barndoms lortesider, kan jeg nu se hvordan man absolut ikke skal være som forældre og hvad det vigtigste element i forældrerollen er; at give sit barn ubetinget tryghed og kærlig. Trygheden må aldrig forlade min dreng med mindre det gavner ham og hans udvikling.

Men altså…jeg er blevet så ufattelig ”klog af kriser” men mangler virkelig at leve efter den visdom jeg har fået. Jeg ved det hele…men gør så lidt.

Kræfterne bliver selvfølgelig brugt rigtig meget på min søn. Det kommer jo godt igen til mig selv men i MIT lille univers, mit liv, min sjæl…der mangler jeg virkelig handling. Jeg er ikke i tvivl om hvorvidt jeg fortjener det…det gør jeg, det gør ALLE mennesker…jeg handler bare ikke. Jeg ved sgu nok ikke helt hvordan.