Jeg ved godt at jeg har temperament. Det er ikke noget nyt og jeg har efterhånden vænnet mig til at det er en del af min personlighed.
det har intet med desideret vrede at gøre, jo et splitsekund, men nok mere frustration over andre.

Mit blodtryk kan ryge fra nul til 200 på 2 sek og jeg har tit undret mig over hvorfor og hvornår.
Det sker ikke så tit når jeg er hjemme, undtagen hvis jeg ser en uretfærdighed eller især en dumhed i fjernsynet. Så er jeg lige oppe og skælde ud, hidse mig op i 5 minutter for så at falde ned igen til normal puls.

men på arbejde......det er en helt anden sag.
Jeg prøver at være som de andre, prøver at være tilbagelænet, magelig, doven ligeglad, men det er svært.
Fordi jeg er skruet sammen på den måde, at er der et problem så LØSER man det. og kan problæemet ikke løses, så prøver man at finde en anden måde, at forstå, at lære, et eller andet.

Jeg har elsket at være på min læreplads og mener stadig at det er det bedste sted på jorden at arbejde. Men fantastiske mennesker.
Men alle kurve har rådne æg og i min branche duer det sgu bare ikke.
Vi er så fandens afhængige af hinandens arbejde, som i sidste ende drejer sig om at tilgodese gæsten.

Men når der så er een eller et par stykker som enten ikke gider gøre sit arbejde eller bare er så forbandet dum, så er det altid os, tjenerne, som sidder med aben, da vi er sidste station.
Alle de gange jeg eller en anden har redet trådenen ud for en andens arbejde kan desværre tælles på flere fingre, fordi alle kan lave fejl og det skal der også være plads til. Men når det sker HVER uge og ALLE brokker sig, men INGEN gør en skid eller har nosser til det, så hidser jeg mig op...og især når de garvede gamle så står og prøver at lokke MIG, eleven, til at gå til direktøren!!!

det pisser mig sgu af. At ud af alle de mellemledere er det eleven der skal gå til toppen. DET spiller ikke og af den grund nægter jeg at gøre det.

Desværre vil det hele nok eksplodere den dag (og den kommer!!) hvor hotellet kan mærke det på pengepungen og det sker.

men indtil videre brokker folk videre over den inkompetence der sker hver dag, og smiler så sødt til "dumheden"når hun kommer forbi.
Jeg kan sgu ikke forstå det.

Mit syn på mit arbejde her den sidste uge i min læretid, har desværre også været ved at vakle.
5 dage i træk har jeg knoklet så meget at jeg har grædt når jeg kom hjem fra arbejde. Jeg har været så udmattet at jeg ikke har kunnet kende dagene fra hinanden og jeg har gået og været irrriteret på min chef pga. denne modbydelige vagtplan.
undersøgt hans motiver, er det fordi jeg snart er udlært at jeg skal presses lidt mere..alt muligt.

og så sagde jeg det til ham. At jeg ikke synes det var fedt, at jeg var helt smadret plus lidt mere, at det var pissehårdt. jeg fik egentlig ikke noget repsons, men jeg kunne se på ham at han tog det til sig. Han er sgu fin nok ellers og jeg tror ikke at det har været bevidst. Men at køre folk så hårdt, især når vi har 9 elever, DET er ikke smart. Servicen bliver heller ikke optimal, når tjeneren står og ligner lort og bruger alle ressourcerne på at smile og holde sig oprejst.

Men det er ved at være glemt nu. Kun pga. at det snart er slut. Jeg bærer ikke nag, og det gør jeg ikke fordi jeg siger det hvis det irriterer mig.
Hvilket andre på min arbejdsplads kunne lære.

Men jeg har da fundet ud af at uanset hvor man arbejder, uanset hvor godt det er, så er der altid problemer.

Dumhed og dovenskab er 2 ting jeg hader, 2 ting som kan få mit blodtryk op at koge og jeg bliver skræmt over mig selv så tosset jeg kan blive. Men det er kun fordi jeg elsker mit arbejde. Sætter en ære i det og vil give mine gæster det bedste jeg kan.

Mine kolleger har efterhånden fundet ud af mit tempereament og det er ikke uhørt, fordi jeg er ikke urimelig.
Der ligger forskellen.
Jeg kan også sige undskyld hvis jeg har eksploderet for tidligt.

Dog undrer det mig bare. Folk bliver fyret for mindre i andre virksomheder og "dumheden" her fatter virkelig ingenting og hun gider heller ikke. Det er så tydeligt at det skærer i øjnene.

DET fatter jeg ikke. Men nu skal jeg videre. og det bliver vemodigt, men også fedt at komme ud og prøve om jeg selv duer til at være chef.
måske ikke, men det tror jeg nu nok.